Færre fotovogne på de danske veje: Det kan koste liv, mener Enhedslisten

Det er en rigtig dårlig ide at udskifte fotovogne med stærekasser, mener Enhedslisten. I sidste ende kan det komme til at koste liv.

Fotovognene har været med til at sænke farten på landevejene, og derfor er det en dårlig ide nu at skifte dem ud med stærekasser.

Det mener Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested (EL).

- Farten dræber, og for hver eneste kilometer, der bliver kørt for stærkt, er der risiko for, at nogen bliver slået ihjel. Og det fatter jeg ikke, at de borgerlige ikke kan se, siger han.

'Pengemaskiner' er borgerligt spin

En samlet blå blok har besluttet, at 20 af de 100 eksisterende fotovogne skal konverteres til ubemandede stærekasser og placeres på de farligste veje.

Fotovognene skæpper ellers godt i statskassen, da hver fotovogn indbringer omkring syv millioner kroner om året i indtægt fra bøder. Det er en helt rimelig måde at medfinansiere finansloven på, mener Hyllested.

- Det kan ikke blive for meget. Kun hvis folk rent faktisk kører for stærkt. At kalde det pengemaskiner er borgerligt spin. Det er jo kun fordi, folk kører for stærkt, siger han.

Kan blive fatalt

Henning Hyllested er ikke i tvivl om, at det kan blive fatalt at fjerne fotovognene.

- Det kommer til at koste menneskeliv, det er da klart. Hvis fartkontrollen går ned, så begynder folk igen at køre for stærkt. Så betyder det også flere alvorligt tilskadekomne og flere dræbte på de danske landeveje. Men det betyder åbenbart ikke noget, når man skal tage hensyn til bilisterne, siger transportordføreren.

- De borgerlige har benzin og biler på hjernen.

S bakker op

Det var den socialdemokratisk-ledede regering, der besluttede at indkøbe fotovognene i sin tid. Alligevel bakker Socialdemokratiet nu op om den blå regerings forslag om at fjerne en del af dem igen, siger transportordfører Rasmus Prehn (S).

- Det har hele tiden været planen, at de skulle suppleres med stærekasser for at få bedst mulig sikkerhed på vejene. At regeringen lægger op til nedskalering, synes vi, lyder fornuftigt nok, siger han.

Prehn forklarer det med, at det var en entydig indstilling fra politiet dengang, man anskaffede fotovognene, at de gav mest mulig trafiksikkerhed.

- Men vi mangler politibetjente til grænsekontrol og andre opgaver nu, og der giver det god mening at neddrosle fotovognene. Stærekasserne har også udviklet sig og er blevet bedre i mellemtiden, siger Rasmus Prehn.