Politik

Regeringen klar med aftale: Mærsk får 3,5 milliarder

A.P. Møller-Mærsk får en økonomisk håndsrækning fra staten på 3,5 milliarder til renovering af oliefeltet Tyra i Nordsøen. CLAUS FISKER / Scanpix Denmark

A.P. Møller-Mærsk får 3,5 milliarder fra staten til renovering af oliefeltet Tyra i Nordsøen.

Mærsk og Dansk Undergrunds Consortium (DUC) får en økonomiske håndsrækning fra staten, så det kan betale sig at renovere oliefeltet Tyra i Nordsøen for op imod 30 milliarder kroner. Og altså fortsat udvinde gas fra feltet.

Det er finansminister Kristian Jensen (V) og folketingets partier, på nær Alternativet og Enhedslisten, og Dansk Undergrunds Consortium netop blevet enige om.

Forhandlingerne har stået på i flere måneder, og nu er man så endelig blevet enige om skattelettelser i Nordsøen, så det bedre kan betale sig for Mærsk at renovere Tyra-feltet.

Pengene til at finansiere renoveringen tages blandt andet fra Vækstfonden og Dansk Eksportkredit.

Tyra-feltet producerer 90 procent af den gas, vi bruger i Danmark, og tilbage i december truede Mærsk med, at det kunne være slut, hvis ikke der kom hjælp fra staten. Uden et politisk flertal, ville der blive lukket for gassen.

Men nu er flertallet altså på plads, og gassen kan fortsætte med at flyde fra Nordsøen.

Meningen er at pengene til renoveringen af Tyra skal betales tilbage til staten, når, eller hvis, olieprisen stiger igen.