Politik

LA-kvinde vil stoppe støtte til organisation: Kvinfo taler ned til kvinder

Kvinfo holder bestyrelsesmøde tirsdag aften, og der kommer først en reaktion fra organisationen onsdag, oplyser Kvinfos presseansvarlige til TV 2.

Laura Lindahl, folketingsmedlem for Liberal Alliance (LA) langer nu voldsomt ud efter det nationale videnscenter og forskningsbibliotek Kvinfo. Hun hævder, at organisationen driver politisk propaganda og fører kampagner for statsfeminisme. Ifølge hende taler de ned til kvinder ved at gøre dem til ofre, der f.eks. har behov for kvoteordninger for at opnå ligestilling.

Det sker, efter at hendes partifælle kulturminister Mette Bock har frataget Kvinfo opgaven med at drive forskningsbibiliotek. Biblioteket for køn og ligestilling, som Kvinfo hidtil har fået penge til at drive, skal flyttes til det Kongelige Bibliotek.

Men ifølge Laura Lindahl er målet for LA at få fjernet al statsstøtte til Kvinfo, som blev startet i 1964. Hun mener, Kvinfo er blevet en venstreorienteret politisk kampagneorganisation.

- Der er ikke noget galt med at give offentligt støtte til et videnscenter. Men Kvinfo fører venstreorienterede kampagner, som ikke har relevans for masser af borgerlige kvinder, som f.eks. mig selv, siger Laura Lindahl til TV 2.

Blandt andet har Kvinfo støttet kønskvotering i erhvervslivet, påpeger Laura Lindahl, og hun mener, at organisationen taler ned til kvinder ved at gøre dem til ofre og gøre sig til talskvinder for en holdning om at de kun kan komme frem i verden med støtte fra staten - og ikke ved egen kraft.

- Kvinfo taler ned til en masse kvinder, fordi de gør dem til den svage part, og der en masse borgerlige kvinder, der ikke kan genkende sig selv i det kvindesyn, siger Laura Lindahl.

Kvinfo er sikret statssøtte foreløbig til år 2020 fra Udenrigsministeriet - men så snart det er muligt, vil Laura Lindahl have fjernet den offentlige støtte til organisationen.

Hos Kvinfo oplyser presseansvarlig Niels Bak Henriksen til TV 2, at Kvinfo holder bestyrelsesmøde tirsdag aften, og at organisationen vil komme med en udtalelse onsdag.