Politik

BLOG: Dansk turisme blomstrer

BLOG: Dansk turisme er på vej mod det bedste år nogensinde.

Således viser VisitDenmarks prognose, at antallet af udenlandske overnatninger stiger med mellem tre og fem procent i 2017.

Dermed vil rekorden fra 1993, hvor der var 27 mio. udenlandske overnatninger, blive slået, lyder det fra VisitDenmarks administrerende direktør, Jan Olsen.

Det skortede ellers ikke med dystre formaninger, både fra såkaldte eksperter og politikere, om, at Danmarks flygtningepolitik var altødelæggende for vores omdømme. Den førte politik ville få mange udlændinges billede af Danmark som tolerant og åbent til at krakelere, måtte man forstå. Tyskere, englændere, amerikanere og andre, der ikke kendte noget til Danmark, ville med andre ord vælge os fra som ferierejsemål.

Men de tog fejl. Efter en årrække, hvor de danske kyster har tabt terræn til mere eksotiske områder i det sydlige Europa, er det især tyske turister, som strømmer til Danmark. Tyske turister står for 60 procent af de udenlandske overnatninger herhjemme, og det er derfor rigtig glædeligt for dansk turisme som helhed, at tyskere nu i stigende grad vender tilbage til Danmark.

Den positive udvikling giver imidlertid også anledning til at glæde sig ekstra meget på vegne af de mere tyndt besatte områder af Danmark. Turisterhvervet skaber både nye arbejdspladser og indtægt til landet, men mindst ligeså vigtigt er det, at fremgangen kommer hele landet til gode og ikke koncentreres om de større byer. Og så er det jobs, som kommer helt almindelige danskere til gavn, da både ufaglærte og personer med kortere uddannelsesbaggrund vil blive efterspurgt.

Turisterhvervet rummer et uforløst potentiale, hvad angår jobs og fremgang i alle dele af landet. Det skal vi have udnyttet, for Danmark har brug for at få bremset den massefraflytning fra land til by, som har en masse negative konsekvenser for vores land. Fra politisk hånd er der bevilget yderligere 10 millioner kroner i både 2016 og 2017 til at markedsføre kyst- og vandkantsdanmark i udlandet.

Det er rigtig godt og vil forhåbentlig medvirke til en fortsat fremgang for dansk turisme.