Politik

Lars Løkke vil udskyde besøg fra tyrkisk premierminister

Efter diplomatisk virak i Tyskland og Holland foreslår statsminister Lars Løkke Rasmussen nu at udskyde et besøg fra Tyrkiets premierminister.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) foreslår at udskyde et besøg fra Tyrkiets premierminister Binali Yildirim.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

- I lyset af den eskalerende konflikt mellem Tyrkiet på den ene side og hhv. Tyskland og Holland på den anden side, har statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag foreslået at udskyde besøget til en senere lejlighed, skriver ministeret.

Lars Løkke Rasmussen begrunder selv opfordringen til sin tyrkiske kollega med disse ord:

- Under normale omstændigheder ville det være en glæde at tage imod den tyrkiske premierminister, Yildirim, som jeg havde en åbenhjertig og konstruktiv samtale med i Ankara den 10. december 2016, udtaler Lars Løkke Rasmussen.

Han uddyber:

- Men med de aktuelle tyrkiske udfald mod Holland kan mødet ikke ses løsrevet fra dette. Jeg har derfor foreslået min tyrkiske kollega, at vores møde udsættes.

Ser på bekymring på udvikling i Tyrkiet

Den danske regering ser med stor bekymring på den aktuelle udvikling i Tyrkiet, hvor demokratiske principper er under pres, lyder det fra statsministeren i pressemeddelelsen.

- Normalt ville det ikke blokere for et møde, men snarere gøre det endnu mere relevant, fordi det kunne give mulighed for at formidle denne bekymring direkte. Men den tyrkiske karakteristik af de vestlige demokratier og de aktuelle udfald mod Holland vil betyde, at et møde netop nu vil blive udlagt som udtryk for, at Danmark ser mildere på udviklingen i Tyrkiet, hvilket ingenlunde er tilfældet, siger Lars Løkke Rasmussen.

Fra Tyrkiet fortæller TV 2's korrespondent Simi Jan, at flere af de tyrkiske medier tolker Lars Løkke Rasmussens udmelding som et forbud og altså ikke et forslag til den tyrkiske premierminister.

- Nogle medier skriver statsministerens budskab ordret, men andre har skærpet budskabet til at være et forbud, siger Simi Jan.

Planlagt besøg i kommende uge

Ifølge flere tyrkiske medier har Tyrkiets premierminister Binali Yildirim planlagt at besøge Danmark i den kommende uge.

Det vides endnu ikke, om det var planen at han skulle tale ved vælgermøder, ligesom hans ministerkollegaer har forsøgt i Tyskland og senest Holland denne weekend.

Ifølge CNN Türk ville Yildirim angiveligt besøge Danmark for at deltage i et borgermøde for herboende tyrkere den 19. marts og officielle møder dagen efter.

DF: Valgkamp i Danmark skal forbydes

Tidligere søndag formiddag sagde Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen til TV 2, at regeringen skal forhindre premierministeren adgang til Danmark, hvis Binali Yildirim har planer om at deltage i valgmøder i landet.

- Hvis formålet er at føre valgkamp, skal det forbydes. Vi vil ikke have tyrkiske valgkampe med ophidsede gemytter på begge sider til at foregå i Danmark. Samme holdning er der i Holland og Tyskland, det er uhørt, sagde Søren Espersen til TV 2. 

Tyrkerne skal ved en folkeafstemning den 16. april tage stilling til, om præsiden Recep Tayyip Erdogan skal have udvidede beføjelser i sit embede. Med omkring tre millioner tyrkere uden for Tyrkiet med stemmeret, kan der være meget at hente.