Politik

Minister fastholder: Har ikke talt usandt om PostNord-møde

Transportministeren afviser at være blevet orienteret om et konkret beløb på den danske stats bidrag.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) afviser torsdag eftermiddag, at han på et møde 19. december blev orienteret af PostNords ledelse om et konkret beløb, som selskabet mener at have behov for fra den danske stat.

- PostNord satte ikke tal på, hvor meget selskabet mente, at den svenske og den danske stat bør bidrage med, og hvor meget andre kilder forventedes at bidrage med, lyder det fra Ole Birk Olesen i en skriftelig kommentar på Transportministeriets hjemmeside.

Sagen drejer sig om krisen i PostNord, selskabets kapitalbehov og hvad Ole Birk Olesen har vidst om den hvornår.

Transportministeren sagde onsdag i et interview med TV 2, at der ikke var noget beløb nævnt på kvartalsmødet 19. december 2016 mellem ministeriet og det statsejede selskab.

Men som TV 2 tidligere i dag kunne fortælle, viser et mødereferat, som TV 2 er i besiddelse af, at PostNord havde et kapitalbehov på 3,5 milliarder svenske kroner, svarende svarer til 2,7 milliarder danske kroner.

Det fik Socialdemokratiets postordfører, Christian Rabjerg Madsen, til at udtale ny kritik af ministeren for ikke at udtale sig "i overensstemmelse med sandheden".

Afventer møde med forligskredsen

Men ministeren fastholder altså nu, at der ved mødet ikke blev sat tal på, hvor mange penge PostNord forventer, at den danske stat skal bidrage med.

 - Der var en forskel mellem de samlede omkostninger og det beløb, virksomheden selv umiddelbart vil kunne finansiere, skriver Ole Birk Olesen.

 - Denne forskel vil kunne håndteres på forskellig vis - ved træk på kreditfaciliteter, ved at optage nye lån, ved at staten overtager ansvaret for de tidligere tjenestemænd eller ved direkte bidrag fra ejerne, lyder det fra ministeren.

 Han skriver endvidere, at han ser frem til at drøfte sagen med ordførerne på området på tirsdag.