Politik

Mogensen og Kristiansen: Disse ministre har klaret sig bedst

Søren Pape (K) og Inger Støjberg (V) er blandt de ministre, som Mogensen og Kristiansen mener har klaret de 100 første dage i VLAK-regering bedst.

I anledning af VLAK-regeringens 100 dages-jubilæum har de politiske kommentatorer Peter Mogensen og Michael Kristiansen udpeget de tre ministre, der har klaret sig bedst siden regerings-dannelsen i november.

Peter Mogensen har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) øverst på sin top 3:

- Hun er en kæmpe profil for regeringen. Du kan mene alt, hvad du vil om hende og hendes politik. Men hun er nået med Venstre dertil, hvor Dansk Folkeparti er dybt presset af hendes politik, siger Peter Mogensen i NEWS-magasinet Tirsdagsanalysen.

På Peter Mogensens top 3 over ministre er der også blevet plads til skatteminister Karsten Lauritzen (V) og den konservative leder og justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Michael Kristiansen har Liberal Alliances kulturminister Mette Bock som nummer 1 på sin liste over ministre, der har klaret sig bedst:

- Hun fører Liberal Alliance kulturpolitik, man er ikke i tvivl. Og det der håndgemæng hun har gang i med Danmarks Radio. Dér er hun ret overbevisende. Hun er et forfriskende pust, siger politisk kommentator Michael Kristiansen i Tirsdagsanalysen.

På Kristiansens top 3 er der også blevet plads til Søren Pape (K) og Inger Støjberg (V).