Langballe: Det er regeringen der vil en masse - men ingenting kan

Efter de første 100 dage er konklusionen for den nye VLAK-regering klar: De vil en masse, men kan ingenting, siger politisk redaktør Anders Langballe.

Efter 100 dage er de regeringsvante partier, Venstre og Konservative, ved at affinde sig med, at VLAK-regeringen ikke kommer til at gennemføre de helt store politiske ting.

Sådan lyder det fra TV 2’s politiske redaktør Anders Langballe.

- Man er ved at affinde sig med, at en del af succeskriteriet er, at man viser sin hensigt. Og at det er begrænset, hvad man rent faktisk får igennem. Regeringen kommer til at melde klart ud på en række punkter vel vidende, at de ikke får det igennem. Det, der bliver til noget, er fællesmængden af, hvad Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan blive enige om, siger Anders Langballe.

- Partilederne var fremme og sige, at det her blev det mest liberale regeringsgrundlag i Danmarkshistorien, og det har man for så vidt ret i. Men det vedbliver med at være markeringer og bliver ikke til politik.

Aftalen om en ny taxalov er et godt eksempel på netop det. Her måtte især Liberal Alliance sluge nogle gevaldige kameler. Aftalen kom til at gå hårdt ud over Uber, der har været et ellers afgørende punkt for Liberal Alliance.

- Transportminister Ole Birk Olesen (LA) var så skarp over for forligskredsen, at man blev lidt provokeret af hans facon. Den tidligere V-transportminister Hans Christian Schmidt var allerede i gang med at lave en aftale, og blandt partierne var vurderingen, at man var enige om Schmidts forslag og så trak man lidt fra, fordi Ole Birk skulle have et hak i tuden. Og så lavede man så den aftale, som LA var ude og skælde ud over, siger Langballe.

Løkke har det på mange punkter sværere nu, fordi han med de her markeringer, har været med til at skubbe Dansk Folkeparti over i armene på Socialdemokratiet.

Anders Langballe, politisk redaktør, TV 2

Altså er virkeligheden, at Liberal Alliance her tabte noget politisk indflydelse ved at være gået i regering. For var aftalen faldet på plads inden VLAK-regeringens dannelse, havde en ny taxalov formentlig været formet mere i LA’s billede.

Samme model ser ud til at tegne sig for boligskatten. Udspillet er blevet væsentligt mere liberalt anlagt end det oprindeligt så ud fra Venstre-regeringen.

- Hele historien er nu, og vil være frem til næste valg, at de partier, der ønsker de mere liberale skridt, har 53 mandater i Folketinget, og så får man ikke sin politik igennem, siger Anders Langballe.

Den nødvendige regering

Uanset hvordan det så går for regeringen, så er det helt sikkert, at det var denne regering eller ingen regering – hvis altså Lars Løkke Rasmussen skulle blive i Statsministeriet.

Liberal Alliance fraveg kun deres krav om lettelser i topskatten til gengæld for ministerposter. Men selvom magten blev reddet betyder det ikke, at Lars Løkkes politiske liv er blevet nemmere.

- Dansk Folkeparti er blevet provokeret af Liberal Alliance og den nye regerings trang til at spille mere ideologisk ud. Løkke tog et stort skridt væk fra DF, da han trak LA ind i regering. DF klager også over, at de bliver taget mindre med på råd nu end under tidligere venstre-regeringer, siger Langballe.

Regeringen har hustlet sig igennem de første 100 dage. Det har ikke været prangende.

Anders Langballe, politisk redaktør, TV 2

- Løkke har det på mange punkter sværere nu, fordi han med de her markeringer har været med til at skubbe Dansk Folkeparti over i armene på Socialdemokratiet.

Forholdet mellem DF og S er altså blevet en lille smule bedre, mens Løkke og regeringen har det en lille smule sværere.

- Regeringen har hustlet sig igennem de første 100 dage. Det har ikke været prangende. De har selv peget på, at nogen af de største sejre for denne regering er, at de tre partier nu kan tale sammen. Det siger vel næsten det hele, hvis det er det, man kan pege på. Så har det været en øvelse, der har handlet om at få et kuldsejlet borgerligt samarbejde til at fungere nogenlunde.

Og det store spørgsmål er så, hvor længe Lars Løkke Rasmussen kan være en statsminister, der kun administrerer og ikke får politik igennem.

Se nedenfor Anders Langballes dom over de enkelte ministre i regeringen.

Langballe: Derfor scorer ministrene højt og lavt på popularitet