Politik

Langballe: Det er regeringen der vil en masse - men ingenting kan

Efter de første 100 dage er konklusionen for den nye VLAK-regering klar: De vil en masse, men kan ingenting, siger politisk redaktør Anders Langballe.

Efter 100 dage er de regeringsvante partier, Venstre og Konservative, ved at affinde sig med, at VLAK-regeringen ikke kommer til at gennemføre de helt store politiske ting.

Sådan lyder det fra TV 2’s politiske redaktør Anders Langballe.

- Man er ved at affinde sig med, at en del af succeskriteriet er, at man viser sin hensigt. Og at det er begrænset, hvad man rent faktisk får igennem. Regeringen kommer til at melde klart ud på en række punkter vel vidende, at de ikke får det igennem. Det, der bliver til noget, er fællesmængden af, hvad Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan blive enige om, siger Anders Langballe.

- Partilederne var fremme og sige, at det her blev det mest liberale regeringsgrundlag i Danmarkshistorien, og det har man for så vidt ret i. Men det vedbliver med at være markeringer og bliver ikke til politik.

Aftalen om en ny taxalov er et godt eksempel på netop det. Her måtte især Liberal Alliance sluge nogle gevaldige kameler. Aftalen kom til at gå hårdt ud over Uber, der har været et ellers afgørende punkt for Liberal Alliance.

- Transportminister Ole Birk Olesen (LA) var så skarp over for forligskredsen, at man blev lidt provokeret af hans facon. Den tidligere V-transportminister Hans Christian Schmidt var allerede i gang med at lave en aftale, og blandt partierne var vurderingen, at man var enige om Schmidts forslag og så trak man lidt fra, fordi Ole Birk skulle have et hak i tuden. Og så lavede man så den aftale, som LA var ude og skælde ud over, siger Langballe.

Løkke har det på mange punkter sværere nu, fordi han med de her markeringer, har været med til at skubbe Dansk Folkeparti over i armene på Socialdemokratiet.

Anders Langballe, politisk redaktør, TV 2

Altså er virkeligheden, at Liberal Alliance her tabte noget politisk indflydelse ved at være gået i regering. For var aftalen faldet på plads inden VLAK-regeringens dannelse, havde en ny taxalov formentlig været formet mere i LA’s billede.

Samme model ser ud til at tegne sig for boligskatten. Udspillet er blevet væsentligt mere liberalt anlagt end det oprindeligt så ud fra Venstre-regeringen.

- Hele historien er nu, og vil være frem til næste valg, at de partier, der ønsker de mere liberale skridt, har 53 mandater i Folketinget, og så får man ikke sin politik igennem, siger Anders Langballe.

Den nødvendige regering

Uanset hvordan det så går for regeringen, så er det helt sikkert, at det var denne regering eller ingen regering – hvis altså Lars Løkke Rasmussen skulle blive i Statsministeriet.

Liberal Alliance fraveg kun deres krav om lettelser i topskatten til gengæld for ministerposter. Men selvom magten blev reddet betyder det ikke, at Lars Løkkes politiske liv er blevet nemmere.

- Dansk Folkeparti er blevet provokeret af Liberal Alliance og den nye regerings trang til at spille mere ideologisk ud. Løkke tog et stort skridt væk fra DF, da han trak LA ind i regering. DF klager også over, at de bliver taget mindre med på råd nu end under tidligere venstre-regeringer, siger Langballe.

Regeringen har hustlet sig igennem de første 100 dage. Det har ikke været prangende.

Anders Langballe, politisk redaktør, TV 2

- Løkke har det på mange punkter sværere nu, fordi han med de her markeringer har været med til at skubbe Dansk Folkeparti over i armene på Socialdemokratiet.

Forholdet mellem DF og S er altså blevet en lille smule bedre, mens Løkke og regeringen har det en lille smule sværere.

- Regeringen har hustlet sig igennem de første 100 dage. Det har ikke været prangende. De har selv peget på, at nogen af de største sejre for denne regering er, at de tre partier nu kan tale sammen. Det siger vel næsten det hele, hvis det er det, man kan pege på. Så har det været en øvelse, der har handlet om at få et kuldsejlet borgerligt samarbejde til at fungere nogenlunde.

Og det store spørgsmål er så, hvor længe Lars Løkke Rasmussen kan være en statsminister, der kun administrerer og ikke får politik igennem.

Se nedenfor Anders Langballes dom over de enkelte ministre i regeringen.

Langballe: Derfor scorer ministrene højt og lavt på popularitet

Inger Støjberg (V)

Udlændinge- og integrationsminister

Støjberg er regeringens højdespringer. En skarp og klar profil på udlændingeområdet sender hende i top. Men Støjberg er også en splitter. Det fremgår, når man dykker ned i tallene bag målingen. Nok er hun med 32 procent suverænt den, flest mener, klarer sig bedst, men på listen over hvem, der har klaret sig dårligst, ligger hun nummer fire.

Der er stadig lommer i Støjbergs eget parti, Venstre, hvor hendes politiske linje ikke just vækker begejstring. Og nok er Støjberg den mest populære minister – også blandt Venstres vælgere, hvor 53 procent peger på hende som en af de tre bedste ministre - men hos Dansk Folkeparti er hendes popularitet endnu større. Her har hele 64 procent Støjberg som favorit. 

Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Søren Pape Poulsen (K)

Justitsminister

De er vilde med denne måling hos De Konservative. Mere og mere tyder på, at K er det af de tre regeringspartier, der har fået mest ud af at gå i regeringen. Partiets ministre klarer sig godt. Endeligt er der tilsyneladende noget, der lykkes for Pape.

I hans første par år som partiformand virkede han famlende og usikker. Som minister for lov og orden med et stort ministerium i ryggen, står Pape Poulsen bedre. Og mens regeringens to andre partier oplever tilbagegang, peger meningsmålingerne på fremgang til De Konservative. 

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Lars Løkke Rasmussen (V)

Statsminister

En tredje plads er godkendt for Løkke. Statsministeren har haft et vanskeligt forhold til vælgerne – og i Venstre har meget handlet om at styrke det noget slidte forhold. Blandt Venstres egne vælgere peger 44 procent på Løkke, som en af de tre bedste. Det er selvfølgelig ikke imponerende. Men sammen med udlændingeminister Inger Støjberg distancerer han sig klart fra feltet af øvrige ministre.  

Foto: Mikkel Berg Pedersen / Scanpix Denmark

Kristian Jensen (V)

Finansminister

En fjerdeplads er et udmærket resultat for Jensen. Når man kigger på tallene bag undersøgelsen ligger han pænt blandt de fleste af Folketingets partier. Mindre begejstret for ham er Dansk Folkepartis vælgere – hvor blot 7 procent peger på finansministeren som en af de ministre, der har klaret sig bedst.

Kristian Jensen er næstformand i Venstre, og han er den eneste, der åbent har erklæret sin interesse i at overtage formandsposten efter Løkke. Han står i øjeblikket stærkt som kronprins, men hans modstandere i partiet peger blandt andet på hans forhold til Dansk Folkeparti som en udfordring. Blandt Venstres egne vælgere placerer han sig på en tredje plads som mest populær efter Støjberg og Løkke.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Søren Pind (V)

Uddannelses- og forskningsminister

Pind må siges at være en af regeringens mere farverige ministre. Før regeringsskiftet for 100 dage siden var han justitsminister. Skiftet til det noget mere ydmyge område som uddannelses- og forskningsminister har næppe behaget Pind. På Christiansborg har flere fra det Pind-begejstrede segment bekymret sig for, om han ville sygne hen i Forskningsministeriet.

Søren Pind har også skruet ned for synligheden – senest med endnu en selvdikteret pause fra de sociale medier. Men vælgerne kan stadig lide ham – og den farverige politiker kan godt være tilfreds med sin femteplads. Når man kigger på tallene bag målingen, ligger Pind pænt blandt de fleste af Folketingets partier.  

Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Karsten Lauritzen (V)

Skatteminister

En flot sjetteplads til regeringens yngste minister. Lauritzen har vist sig som behændig og ferm politiker. Han er afholdt blandt kollegerne, og selvom han sidder med nogle af de vanskelige sager, der ikke ligefrem gør politikere populære, placerer vælgerne ham pænt. Hold øje med Lauritzen – han kan komme til at spille en central rolle i Venstre og dansk politik de kommende mange år.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Sophie Løhde (V)

Minister for offentlig innovation

Da regeringen blev dannet, fik hun den nye post som minister for offentlig innovation – og siden har vi ikke set meget til hende. Vælgerne har dog ikke glemt Løhde, der ligger godt i popularitetsmålingen. Politisk set – og internt i regeringen – kan den nye post være ganske interessant. Men det må bekymre Sophie Løhde en smule, om hun fortsat kan sælge billetter fra det nye område.

Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Mette Bock (LA)

Kultur- og kirkeminister

Den bedst placerede minister fra Liberal Alliance. Hun skal tage et stik hjem for sit parti ved at få sænket licensen og beskåret DR. Hos Liberal Alliance er der store forventninger til Bock i den sammenhæng. 

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Claus Hjort (V)

Forsvarsminister

Politik er ikke en popularitetsmåling for Hjort. En placering midt i feltet af ministre er godkendt for ham, der selv dikterede, at han skulle blive på ministerholdet, da Løkke dannede den nye VLAK-regering. 

Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

Merete Riisager (LA)

Undervisningsminister

Merete Riisager sagde, inden hun kom i regering, at hun ikke havde én eneste god ting at sige om folkeskoleforliget. Problemet for Riisager er, at hun administrerer selv samme forlig. Det gør det svært at bedrive LA-politik, men alligevel er det værd at bemærke, at den nye minister har vist sig som en nogenlunde habil håndværker, der også i nogen grad formår at få mindre symbolske politiske meldinger ud fra et ellers bundet ministerområde.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Mai Mercado (K)

Børne- og socialminister

Mercado ligger præcis i midten, og det svarer nok meget godt til præstationen, der ikke har været prangende. Vi har stadig til gode at finde ud af, hvad det er, ministeren vil med sit område set i en konservativ sammenhæng. 

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Brian Mikkelsen (K)

Erhvervsminister

Mikkelsen er tilbage, hvor han selv mener, han hører til: Som minister i Danmark. Yderst centralt placeret i både regeringens økonomi- og koordinationsudvalg, hvor alle de store beslutninger bliver truffet. Men som det også var gældende sidst, Brian Mikkelsen sad i regering, går han nemt i et med tapetet på Slotsholmen.

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Anders Samuelsen (LA)

Udenrigsminister

Den dårligst placerede partileder, der ifølge eget udsagn er den mest kompetente nye udenrigsminister i rigets historie. Vælgerne kan åbenbart ikke helt se det.

Dykker man ned i tallene, kan man se, at kun 23 procent af LA’s egne vælgere mener, at Samuelsen er blandt de tre politikere, der har klaret sig bedst. Noget lavere end Løkke og Papes vurderinger fra deres egne vælgere. 

Foto: EMMANUEL DUNAND / Scanpix Denmark

Esben Lunde Larsen (V)

Miljø- og fødevareminister

En lille sejr for Lunde Larsen, der normalt ligger helt i bunden i denne slags målinger. Stjernerne må Lunde Larsen dog stadig spejde efter. Tre procent er ikke meget i et ministerium, der ellers ikke har manglet medieopmærksomhed. Lunde Larsen ydmyge placering skyldes ikke, at vælgerne ikke ved, hvem han er. Når man ser nærmere på tallene bag undersøgelsen, kan man nemlig se, at han ligger i top, når vælgerne bliver spurgt om, hvem af ministrene, der har klaret sig dårligst. 

Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Karen Ellemann (V)

Minister for ligestilling og nordisk samarbejde

Som hendes bror Jakob Ellemann-Jensen udtrykte på et gruppemøde i Venstre, er søsteren blevet minister for nordisk samarbejde og noget andet ligegyldigt. Det er måske meget sigende for Karen Ellemanns placering. Hun kæmper med et ministerium, der ikke fylder meget politisk, og derfor er det også småt med den mediemæssige opmærksomhed.

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Ellen Trane Nørby (V)

Sundhedsminister

Ligeså flittig Trane Nørby er, ligeså svært har hun ved at bryde igennem den politiske lydmur. Sundhedsministeriet burde ellers være et område med stor synlighed, men det har ministeren indtil videre ikke kunnet profitere af. Det skal dog bemærkes, at Ellen Trane Nørby har været på barsel den seneste tid, og derfor har været væk fra mediebilledet. 

Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Lars Christian Lilleholt (V)

Energi-, forsynings- og klimaminister

Fordi man er tæt på magten, er man ikke nødvendigvis en darling blandt vælgerne. Det må Lilleholt erkende. Han er personligt tæt på Løkke, men det er ikke noget, vælgerne belønner ham for. Lilleholt er en stabil minister, der leverede en af de helt store aftaler for regeringen – nemlig en omlæggelse af PSO’en. Men desværre for Lilleholt er det heller ikke noget, der i denne sammenhæng bliver belønnet af vælgerne. 

Foto: Emil Hougaard / Scanpix Denmark

Ulla Tørnæs (V)

Minister for udviklingssamarbejde

Ulla Tørnæs har været vidt omkring i dansk politik uden at sætte store aftryk. Fire forskellige ministerposter, politisk ordfører, europaparlamentariker og borgmesterkandidat. Nu lever hun en stille tilværelse som udviklingsminister, hvor det er svært at se, hvad der skal kunne få hende til at stige i popularitetsmålingerne. 

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Simon Emil Ammitzbøll (LA)

Økonomi- og indenrigsminister

Liberal Alliances chefstrateg og den indenrigspolitiske general, når partiformand Anders Samuelsen rejser verden rundt som udenrigsminister. Denne måling er nedslående læsning for LA's nummer to. Vælgerne ser åbenbart ikke det store lys i ham som minister, men på Slotsholmen har han det som en fisk vandet og er bredt afholdt hos politikerkollegaerne. 

Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark

Thyra Frank (LA)

Ældreminister

Hun skulle have været Liberal Alliances hvide kanin i regeringen. Jokeren. Men satsningen ser indtil videre ud til at floppe. Hun skulle være LA's velfærdspolitiske blikfang, men har haft meget svært ved at håndtere presset som minister. Spørgsmålet er, om pendulet på et tidspunkt svinger tilbage, og Thyra Frank kommer til at tage nogle af de point hjem til Liberal Alliance, som man drømte om. Lige nu ser det en anelse sort ud for den tidligere plejehjemsleder.

Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark

Troels Lund Poulsen (V)

Beskæftigelsesminister

Selv om han efterhånden har været med længe og været en vigtig politisk sparringspartner for både Lars Løkke og den tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen, bliver bondedrengen fra Lindved aldrig nogen politisk billetsælger. 

Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Ole Birk Olesen (LA)

Transport-, bygnings- og boligminister

Den ellers så slagkraftige liberale ideolog er kommet i menneskehænder på transportområdet. Hans forhold til ordførerkredsen er mildt sagt ikke for godt, og han havde ikke været minister længe, før han indtog rollen som prügelknabe. Ole Birk Olesen er på mange måder billedet på Liberal Alliances problemer med at forvandle sig fra et liberalt protestparti til pragmatisk regeringsparti. Med hans ringe forhold til ordførerne på transportområdet og med hans tilgang til ministergerningen er det svært at se, hvad der skulle løfte Birk Olesen væk fra en bundplacering.     

Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark