Politik

EU-udspil vil tvinge Danmark til at gå med i flygtningekvoter

Alle EU-lande må tage ansvar og være med i EU's omfordeling af flygtninge, siger EU-Parlamentets rapportør.

Danmark skal fremover være med i EU's tvungne flygtningekvoter for at få lov til at fortsætte i EU's asylsamarbejde, når en ny reform er vedtaget.

Det mener det liberale svenske EU-parlamentsmedlem Cecilia Wikström, der har udarbejdet Europa-Parlamentets første svar på EU-Kommissionens reformforslag.

- Enten er man med, eller også er man ikke med, siger Wikström.

- Det er ligesom: Enten er man gravid, eller også er man ikke gravid, siger hun.

Cecilia Wikström er såkaldt rapportør for parlamentets borgerrettighedsudvalg. Hun siger, at alle EU-lande skal have en flygtningekvote.

Retsforbehold holder Danmark ude af kvotesystem

- Alle EU-lande må tage ansvar og være med i omfordelingsmekanismen, siger hun.

I dag står Danmark på grund af retsforbeholdet uden for EU's omstridte flygtningekvoter, der omfordeler flygtninge i hele EU.

Og Danmark ønsker heller ikke i fremtiden at være med i EU-kvoterne. Men omvendt vil Danmark gerne blive i det såkaldte Dublin-system.

Dublin-systemet fastslår, at første ankomstland som udgangspunkt skal behandle en asylansøgning, og den regel har sendt flere ud af Danmark end ind i Danmark.

Europa-Parlamentet er medlovgiver på EU's kommende asylreform.