Politik

DF-formand: Regeringen er handlingslammet

Den nye regering har været præget af, at den er dannet efter et efterår, hvor alt var kaos.

De første 100 dage i den nye regerings liv har været præget af, at regeringen bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance blev dannet efter et tumultarisk efterår.

Det siger Kristian Thulesen Dahl, formand for regeringens støtteparti Dansk Folkeparti (DF) i et stort interview med TV 2's politiske redaktør Anders Langballe.

- Der har været den handlingslammelse, der skyldes at regeringen bliver dannet efter et efterår, hvor alt har været kaos, svarer Kristian Thulesen Dahl på et direkte spørgsmål fra Anders Langballe om hvorvidt han vil karakterisere regering som "handlingslammet".

Og der har ifølge DF-formanden ikke været nogle nævneværdige politiske tiltag fra regeringen.

Tumultarisk forløb

Han betegner regeringsdannelsen som 'en feberredning' og påpeger, at mens tidligere regeringer har været præget af, at regeringerne i de første 100 dage kunne udvise handlekraft, er denne regering kommet til på en anden baggrund.

- Der kan man jo sige om den her regering, at den er blevet dannet efter et meget tumultarisk forløb i efteråret. Det har været en feberredning overhovedet at få tingene til at fungere videre, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han mener det er udlændingepolitikken, der binder Dansk Folkeparti og den blå regering sammen.

- Det binder os da sammen, at vi skal ind og lave en stram udlændingepolitik, siger Kristian Thulesen Dahl.

Selv om han håber også at kunne føre stram udlændingepolitik med støtte fra Socialdemokratiet fremover, påpeger han, at det var regeringsskiftet fra en SR-regering til en borgerlig regering i 2015, der var forudsætning for det.

- Hvis ikke vi havde fået et regeringsskifte, havde vi ikke fået vekslet en slap udlændingepolitik med en stram udlændingepolitik, siger Kristian Thulesen Dahl.