Konservative vil fordoble antallet af værnepligtige i Danmark
Flere værnepligtige skal øge sikkerheden, siger Konservatives Rasmus Jarlov. Tåbelig idé, mener formand for Hærens Konstabel og Korporalforening.
- Flere værnepligtige vil forbedre den danske sikkerhed.
Sådan siger den konservative forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, til Radio24syv. Han foreslår derfor at fordoble antallet af værnepligtige til mere end 8000 om året.
- Vi ser værnepligten som en meget central del af det danske forsvar, og i betragtning af at vi tidligere har haft langt flere værnepligtige, så synes vi, det er helt naturligt at øge antallet af værnepligtige, når vi skal styrke forsvaret, som regeringen har lovet os, siger han til Radio24syv.
Skeler til Sverige
Udmeldingen kommer efter, den svenske regering torsdag meldte ud, at den ville genindføre værnepligten, der har været afskaffet siden 2010.
Ifølge SVT er det svenske forsvar blevet pålagt, at mindst 4.000 unge svenskere skal gennemføre grunduddannelsen som værnepligtige mellem 2018 og 2019.
I 2016 var der 4179 værnepligtige i Danmark.
De konservative mener, det er antal for lavt og henviser til, at antallet af værnepligtige i 2006 var 6119.
- Vi har behov for at øge antallet betydeligt, for i dag kan vi kun stille med 18 delinger af infanteri, og det er simpelthen for lidt, siger Rasmus Jarlov til Radio24syv.
Det er Jesper K. Hansen, formand i den største Forsvars-fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, ikke helt enig i. Han mener ikke, at man på den måde, kan sætte tal på, hvor mange værnepligtige, man vil have.
- Vi bakker op om værnepligt især for både mænd og kvinder, men det giver ikke mening at tale om et specifikt antal. I stedet skal vi se på, hvor mange der skal bruges for at understøtte danske sikkerhedsopgaver, siger K. Hansen til TV 2.
- Direkte tåbeligt
Også Flemming Vinther, der er formand for fagforeningen Hærens Konstabel og Korporalforening, kritiserer idéen. Det vil være direkte ”tåbeligt” at fordoble antallet af værnepligtige i Danmark, lyder det.
- Otte ud af de ti værnepligtige bliver sendt hjem igen, fordi Forsvaret hverken har plads eller brug for dem, så det er en frygtelig dyr rekrutteringsmaskine, som de Konservative nu vil sætte gang i, siger han til Radio24syv.
Flemming Vinther mener, tiden så småt er løbet fra værnepligten.
- Værnepligten tilhører en tid, hvor det handlede om at mobilisere en masse unge mennesker, der kunne beskytte Danmark mod et angreb. Sådan er det ikke i dag, siger Flemming Vinther og uddyber over for Radio24syv.
- Dengang var det okay, at de kun kunne udføre ukomplicerede opgaver og betjene simple våbensystemer. Men det er ikke der, vi er i dag, siger han til Radio24syv.
- Værnepligtige skal forsvare landjorden
Rasmus Jarlov erkender, at der er behov for helt andre kompetencer i nutidens forsvar.
- Men man har stadig brug for soldater, der kan kæmpe krigene, og man har brug for soldater på landjorden. Og særligt når det gælder om at forsvare Danmark i vores eget nærområde, så er værnepligtige meget vigtige, siger Rasmus Jarlov til Radio24syv.
Flemming Vinther er lodret uenig med Rasmus Jarlov i, at flere værnepligtige vil øge sikkerheden.
- At øge værnepligten for at øge sikkerheden i Danmark, det er simpelthen faktuelt forkert, og det bygger på en nationalromantisk forestilling om, at bare vi har en masse unge mennesker, der kan gå i krig, så er vi mere sikre, siger formanden for Hærens Konstabel og Korporalforening til Radio24syv.
Skal give værdi for begge parter
For Centralforeningen for Stampersonels formand, Jesper K. Hansen, handler værnepligten ikke kun om at skabe sikkerhed for samfundet, men ligeså meget om at skabe værdi for de værnepligtige selv.
- Flere værnepligtige giver et større rekrutteringsgrundlag for Forsvaret, men vi skal huske at skabe værdi for både samfundet og de værnepligtige, siger han til TV 2.
- I CS taler vi om intelligent værnepligt. Det indebærer både at forlænge værnepligten, men også målrette det til samfundet ved også at give nogle nødvendige kompetencer til den efterfølgende karriere eller point til videre uddannelse.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), men Venstres forsvarsordfører, Peter Juel Jensen, skriver i en sms til Radio24syv, at ”værnepligten er vigtig for Venstre.” Han vil dog afvente forhandlingerne om forsvarsbudgettet, før han vil lægge sig fast på noget.