S-forslag: Utilfredse politikere skal kunne sætte deres egen løn ned

Socialdemokratiet vil lade politikere gå ned i løn, hvis de mener, politikerlønningerne er for høje.

Vil du have de godt 53.000 kroner om måneden plus tillæg i løn, som du er berettiget til? Eller vil du nøjes med mindre?

Det valg skal fremover være helt og aldeles op til det enkelte folketingsmedlem, mener Socialdemokratiet, der nu foreslår at ændre på reglerne for politikeres løn- og pensionsforhold.

Med forslaget bryder Socialdemokratiet med en mere end 100 år lang tradition for, at alle Folketingets medlemmer skal have det samme i løn.

Forslaget, som skal behandles i Folketinget i løbet af de kommende uger, lægger også op til, at politikere kan fravælge deres pensionsordning.

- Vi kan konstatere, at der i øjeblikket er en del folketingsmedlemmer, som synes, at de bliver bebyrdet af et alt for højt vederlag og en for høj pension, siger Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass.

Det tjener politikerne på Christiansborg

  • Folketingspolitikere får 638.351 kroner om året i vederlag - plus 61.167 i et skattefrit omkostningstillæg.
  • Dertil kommer pension, der varierer meget, alt efter hvor længe folketingsmedlemmet har siddet i Folketinget.
  • Folketingsmedlemmer er berettiget til pension, når de i én eller flere perioder har været medlem af Folketinget i mindst 1 år.
  • Pensionsindbetalingerne svinger mellem et årligt beløb på 86.598 kroner og op til 318.472 kroner om året.
  • Har man siddet i mere end 20 år, får man den højeste sats.

Kilde: ft.dk og Ritzau

- Og vi andre, som egentlig mener, at det er nogle fair arbejdsbetingelser, vi har, vil gerne tilbyde dem, som ikke kan holde det ud længere, at de kan få lov at gå ned i løn og komme over på en anden pensionsordning.

Enhedslisten ved ikke om de støtter

Enhedslisten er blandt dem, der har været mest kritiske overfor politikernes løn- og pensionsvilkår.

I en række kampagner har partiet blandt andet efterlyst et opgør med ”pensionshykleriet”, og partiet har også stillet forslag om, at sænke politikerlønnen markant.  

I dag modtager folketingsmedlemmer af Enhedslisten samme løn som alle andre, men afleverer en stor portion af lønnen til partiet i form af en partiskat.

Enhedslistens gruppeformand Pelle Dragsted oplyser til TV 2, at partiet ikke har besluttet sig for, hvordan de vil forholde sig til Socialdemokratiets forslag. Enhedslistens folketingsmedlemmer vil drøfte emnet på et gruppemøde og først derefter vil Pelle Dragsted kommentere forslaget.

Venstres gruppeformand Søren Gade oplyser, at selvom han personligt støtter forslaget, vil regeringen stemme imod.

Det er torsdag ikke lykkes at få oplyst, om Dansk Folkeparti er for eller imod.