Politik

Onlinekæmpe vil købe del af Danske Spil for flere milliarder

Køberen venter bare på et ja fra den danske regering.

Spilgiganten Kindred melder sig klar til at købe Danske Licens Spil af staten for 3-4 milliarder kroner. Det skriver Børsen.

Hos Kindred, som også ejer Unibet, er man klar til at handle, og mangler blot et svar fra regeringen.

I april sidste år var blå blok ivrige efter at sælge virksomheden, som driver spiltjenesterne Oddset, Tips, Casino, Zezam og Poker.

Tøver med at sælge

Nu lader det dog til at Venstre tøver en smule med salget:

- Beslutninger om salg af en statslig aktiepost vil altid bero på en konkret vurdering af selskabet og rammebetingelserne for dets virksomhed. Der kan sagtens være grunde til, at staten fortsat er den bedste ejer, skriver finansminister Kristian Jensen i en mail til Børsen.

Her påpeger han, at man i regeringsgrundlaget fastslår, at man vil undersøge nærmere, hvad staten bør eje, og hvad den ikke behøver at eje.

- Spilleområdet er et meget sammensat område med både konkurrence og monopoler, hvor der er mange hensyn at tage for eksempel udlodningsmidler og ludomani. Jeg vil derfor have foretaget en grundig analyse først og så tage en politisk vurdering af, hvad vi skal gøre med det fremtidige ejerskab af Danske Spil, skriver han.

LA vil sælge mens DF og S siger nej

Liberal Alliance er kraftige fortalere for et salg, mens Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er imod et salg. 

Kindreds købstilbud går udelukkende på Danske Licens Spil. Eksempelvis har Lotto og øvrige lotterier, som udbydes af Danske Lotteri Spil under Danske Spil, hvorfra der årligt udlodes over en milliard kroner til blandt andet frivilligt arbejde og dyreelskere, ikke Kindreds interesse.