Hjort beroliger Trump: Danmark skal nok bruge 2 procent på militæret
Det er Danmarks mål at leve op til Trumps Nato-krav om at bruge 2 procent af BNP på militæret. Det siger forsvarsminister Claus Hjort til CNN i dag.
Den amerikanske forsvarsminister James Mattis kom med en meget klar besked til Natos andre forsvarsministre i dag: De europæiske lande skal øge deres militære budgetter. Punktum.
- Jeg tror, at der var bred accept af det. Derfor har vi også hævet vores budgetter i Danmark, siger Claus Hjort Frederiksen til CNN.
CNN: Men hvorfor har I ikke hævet det til de fulde 2 procent, som Nato ønsker?
- Det er også vores mål på længere sigt. Aftalen i Wales sagde, at vi starter med at stoppe nedskæringer, og det har vi gjort, og så over en 10-årig periode skal vi øge udgifterne til 2 procent af BNP. Og det er vores mål for de kommende år, siger Claus Hjort Frederiksen.
På trods af meldinger om det modsatte siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i dag til CNN, at det er Danmarks plan at gå så langt som til at leve op til præsident Trump og Natos krav om at bruge to procent af BNP.
I Wales aftalte Nato-landene at øge militærbudgetterne til 2 procent inden 2024.
Claus Hjort Frederiksen har ved flere lejligheder afvist, at det er realistisk, at Danmark når målet om de 2 procent i nogen overskuelig fremtid. Men i interviewet med CNN siger han altså nu, at det er Danmarks mål.
Ny dag, ny holdning
Det lød også lidt anderledes fra Claus Hjort Frederiksen i går onsdag, da han mødte de danske EU-korrespondenter til interview.
Hvad vil du love Mattis og Nato, at Danmark kan levere ekstra på forsvarsområdet?
- Danmark har først og fremmest opfyldt den ene betingelse, at vi har stoppet nedskæringer på forsvarsbudgettet. Og så at vi i regeringsprogrammet beskriver, at forsvaret skal have et substantielt løft.
Vores budget nu er 1,17 procent af BNP. Hvad er et substantielt løft i din optik?
- Det vil jeg meget nødig udtale mig om. Men der skal vises en stigende kurve i de kommende fem år i forsvarsforliget.
Støtter du stadig et mål om at komme op på to procent af BNP inden 2024?
(Her siger forsvarsministeren en masse, men svarer ikke på spørgsmålet)
Men er det realistisk at nå op på 2 procent?
- Det kan ikke lade sig gøre i denne forligsperiode.
Hvornår kan vi så nå dertil?
- Pilen peger opad, og det vil det næste forlig også gøre, og så må vi se, hvordan det ser ud til den tid. Jeg støtter den erklæring som Helle Thorning-Schmidt tilsluttede sig i Wales, og vi er enige i, at vi skal yde vores fair del. Jeg kan og vil ikke sætte tal på nu.