Politik

Joachim B. Olsen om alliance: DF må beslutte sig

LA-ordføreren opfordrer Dansk Folkeparti til en gang for alle at beslutte sig for, om de hører til i blå blok.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har allieret sig i kampen mod nye reformer, der ellers er nødvendige for at gøre Danmark rigere. Det er bekymrende for Danmarks fremtid - og gør det sværere for regeringens mulighed for at få gennemført sin politik.  

Sådan lyder kritikken fra Liberal Alliances finansordfører Joachim B. Olsen efter det opsigtsvækkende dobbeltinterview med Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S), hvor de to partiledere fortæller om det stadigt tættere samarbejde mellem de to.

- Det er jo to partier, der har en anti-reform-dagsorden: At der ikke skal ske noget som helst. Og så har de også fundet sammen på udlændingepolitikken. Så det er efterhånden svært at se forskel på de to partier, siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

- Men jeg må indrømme, at jeg står med en fornemmelse af, at det her handler om en intern konkurrence mellem de to partier om at tiltrække de samme vælgere. Og at de har analyseret sig frem til at dem, de kan tiltrække, er vælgere, der ikke ønsker reformer i Danmark. Det, synes jeg, er bekymrende for Danmark. For det, der gør Danmark til et rigt samfund, er at vi historisk har været rigtig gode til at lave reformer.

Tror Thulesen bliver snøret

I en lang række aktuelle politiske sager står Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i øjeblikket skulder ved skulder: De siger blandt andet nej til en hævelse af pensionsalderen. Nej til topskattelettelser. Nej til en flad boligskat. Nej til en nybygget politiskole. Og nej til Uber

DF og S – det nye par i dansk politik

Hvad er der sket med forholdet mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, siden Poul Nyrup sagde, at DF aldrig ville blive stuerene. Og er der tale om et nyt par i dansk politik, som i fremtiden vil gå i regering sammen? Det ser NEWS nærmere på i magasinet ”DF og S – det nye par i dansk politik?”, som sendes klokken 18.20 og som du også efterfølgende kan se på TV 2 PLAY. Vært er Charlotte Beder og i panelet er en række politiske kommentator – blandt andre Hans Engell, Peter Goll og Peter Lautrup-Larsen.

Dermed ser det ud til at blive særdeles svært for VLAK-regeringen af få gennemført sin politik på en række yderst centrale områder, erkender Joachim B. Olsen. Topskattelettelser, en hævelse af pensionsalderen og en flad boligskat er således nogle af den borgerlige trekløverregerings mærkesager.

- Vi vil gerne lave reformer, fordi vi mener det er nødvendigt. Der er brug for at gøre Danmark til et rigere land for den næste generation. Det er en forpligtigelse, vi politikere skal tage på os. Jeg ville da stå og lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var svært (at komme igennem med reformer, red.). Men det er vigtigt for borgerne at holde sig for øje, at hvis vi ikke tager svære beslutninger, så har det også omkostninger.

Samtidig opfordrer LA-ordføreren Dansk Folkeparti til at træffe et klart valg, fremfor at bejle til Socialdemokraterne og agere parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering på én og samme tid.

- Jeg synes, Dansk Folkeparti skal beslutte sig for, om de hører til i blå blok. Der er mange af DFs vælgere, som betragter sig selv som borgerlige vælgere. Jeg tror, at mange af dem ville smutte, hvis DF gik i regering med Socialdemokratiet, siger Joachim B. Olsen og uddyber:

- Kristian Thulesen Dahl bliver snøret af Socialdemokratiet. For hvis man tror, at Socialdemokratiet vil DF det godt, tror jeg, man tager fejl.