Donald Trump

Espersen ’lamslået’ over danskernes Trump-bekymring: - Slap af

USA er den bedste garant for, at vi har et sikkert Danmark, siger DF-ordfører efter meningsmåling, der viser, at Trump gør danskerne utrygge.

Det er på grund af de sociale medier, at mange danskere i dag er utrygge ved USA's præsident Donald Trump. Men utrygheden er helt og aldeles ubegrundet, og vi bør i stedet ”komme lidt ned på jorden igen og slappe af”.

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen, efter at TV 2 mandag morgen offentliggjorde en meningsmåling, foretaget af Megafon.

Målingen viser, at 59 procent af danskerne er utrygge ved USA's forhold til resten af verden efter valget af Donald Trump. Langt færre svarer, at terrortruslen, klimaforandringerne eller kriminalitet gør dem utrygge.

Jeg er lamslået over det her

Søren Espersen (DF), udenrigsordfører

- Jeg er lamslået over det her. Og jeg tilskriver Facebook det, der sker. Hvis folk, hver eneste gang på Facebook får at vide, at USA's præsident er en blanding af Hitler, Stalin og Djengis Khan, og at han sidder og leger med atomknappen, mens han spiller basketball, så kan jeg godt forstå, at folk er utrygge. Men det er jo heller ikke et sandt billede, siger Søren Espersen og fortsætter:

- USA er den bedste garant for at vi har et sikkert Danmark. Vi har et strålende samarbejde med CIA og de amerikanske efterretningstjenester i det hele taget. Og vi kunne ikke undvære USA. Så at de pludselig skulle gøre danskerne utrygge, er der ingen som helst mening i. Og jeg synes, man skal komme lidt ned på jorden igen og slappe af. For det her er bare for meget.

DF: Danmark er ikke sikkert

Ifølge Søren Espersen er der derimod god grund til at være bekymret for terrortruslen mod Danmark.

- Danmark er ikke et sikkert land. Men det skyldes noget helt andet (end Trump, red.), nemlig den islamistiske terror, som hærger ikke alene Danmark, men hele Vesteuropa. Og det allerbedste værn imod det, er altså USA's efterretningstjenester og præsident. Det er i høj grad dem, der skal hjælpe os. Der er ikke noget, der er sikkert mere i den her verden. Men usikkerheden kommer altså ikke fra Det Hvide Hus.

V: Der kommer ikke til at ske noget voldsomt

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen har mere forståelse for den utryghed, valget af Donald Trump ifølge målingen har skabt hos mange danskere.

- Trump sagde som kandidat mange mærkelige ting. Og nogle udtalelser var decideret skræmmende, siger Michael Aastrup Jensen.

Michael Aastrup Jensen (V) mener, at præsident Trump omgiver sig med fornuftige ministre, og er derfor mindre bekymret end før.

Under valgkampen såede Trump blandt andet tvivl om, hvorvidt USA under hans lederskab vil hjælpe Nato-allierede i tilfælde af, at de bliver truet militært.

- Nu han er blevet præsident, omgiver han sig heldigvis med en række ministre, som faktisk er meget fornuftige. Både udenrigs- og forsvarsministeren har været ude og tale den retorik, Trump havde som kandidat, ned. Jeg forstår godt utrygheden, men jeg er ikke så utryg ved Donald Trump som præsident, som jeg var, da han var kandidat. Der kommer ikke til at ske noget voldsomt, tror jeg, siger Michael Aastrup Jensen.

Afstemning

Hvad er du mest bekymret for?