Politik

Hed debat om danskhed: - Det er uforskammet

Tidligere på ugen vedtog Folketinget med et spinkelt flertal en udtalelse om danskhed på baggrund af et forslag fra Dansk Folkeparti (DF).

Forleden vedtog Folketinget med et snævert flertal på 55 stemmer mod 54 en udtalelse om, at det er bekymrende, at der "nogle steder i Danmark er flere indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande end danskere".

Det er Dansk Folkepati (DF), der står bag udtalelsen, som lørdag eftermiddag skabte intens debat mellem Martin Henriksen, udlændingeordfører hos DF, og Pernille Skipper, retsordfører hos Enhedslisten (EL). Skipper stemte imod udtalelsen.

- Den dér opdeling i dem og os er ikke bare hamrende forkert, men også skadelig for vores integration, sagde Pernille Skipper.

- Jeg tror, at de fleste danskere er forargede over, at der er områder i Danmark, hvor danskerne åbenlyst er i mindretal, sagde Martin Henriksen.

Det udviklede sig hurtigt til en voldsom duel mellem de to poliitikere om danskhed.

Uforskammet

Martin Henriksen mener, at mange, i blandt andet Vollsmose, ikke har gjort noget forsøg på at blive integreret i Danmark.

- Det synes jeg er forkert, for jeg synes den dominerende kultur i Danmark bør være den danske. Det synes jeg er uforskammet, sagde Martin Henriksen.

Pernille Skipper svarede igen.

- Det, der er uforskammet lige nu, er, at det er Martin Henriksen, der tager patent på, hvad det vil sige at være dansk. Han står her på fjernsynet og siger, at man skal fejre jul og have en bestemt form for humor, for at man skal have lov at kalde sig dansk. Og så er det i øvrigt ham og et flertal i Folketinget, der bestemmer det. Det er noget vrøvl. Man er dansk, hvis man føler sig dansk, sagde hun.

Skipper og Henriksen i duel om danskhed - lang version.

Martin Henriksen:

- Man bliver nødt til at forholde sig til, at hvis du kigger på de officielle tal, så er der områder, hvor indvandrere og efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande er i flertal. Det synes vi i Dansk Folkeparti er et problem. Det bliver vi nødt til at tale om.

Pernille Skipper:

- Det er ikke til at leve op til de krav, som du stiller for at være dansk. Du skaber en større opdeling. Hvis man hele tiden får at vide, at man ikke er god nok, og man ikke hører til, så føler man selvfølgelig det, og så har man ikke lyst til at høre til. Så det er ødelæggende for sammenhængskraften i vores samfund.

Se hele debatten her: