Politik

Joachim B. tordner mod den aftale, som hans partifælle lige har præsenteret

'Fuldstændig åndssvagt' og 'super ærgerligt', siger Joachim B. Olsen (LA) om ny taxiaftale, der vil gøre livet svært for tjenesten Uber.

Liberal Alliances finansordfører langer hårdt ud efter den aftale, som hans egen partifælle – transportminister Ole Birk Olesen – torsdag formiddag har præsenteret.

En aftale, som fastslår, at alle biler, der vil udføre "erhvervsmæssig persontransport", skal have sædeføler og fysisk taxameter installeret. Krav, som kan betyde enden for blandt andet køretjenesten Uber, hvor privatchauffører via en app har kørt med passagerer.

- Jeg synes, det er super ærgerligt, siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

- Pointen her er, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ikke har ønsket Uber i Danmark. Og jeg synes, at de har været ekstremt usaglige. De har ikke gjort nogen som helst indsats for at sætte sig ind i, hvad de her nye teknologier medfører i form af billigere priser og at folk nemt kan komme til at tjene penge.

Maskinstormere

Taxiaftalen er indgået af regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF. Ifølge Joachim B. Olsen, der længe har været fortaler for Uber og selv brugt tjenesten, er der ingen saglige grunde til at kræve sædefølere og et fysisk taxameter i bilerne.

- Der er jo ikke nogen argumenter for, at der skal være et fysisk taxameter, når man har en teknologi, hvor det alt sammen bliver noteret af GPS'en via en app. Det er fuldstændig åndssvagt. Og rendyrket protektionisme. De er maskinstormere, siger han om Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Hvis ikke Liberal Alliance sad i regering, ville I så have stemt imod den her aftale?

- Det er svært at sige. Vi står som parti i det dilemma, at det går i den rigtige retning på nogle områder - for eksempel at forholdene for de egentlige taxier bliver liberaliseret. Men det billede, jeg vil bruge, er, at man har taget en taxilovgivning fra 1950 og opdateret den til år 2000. Så vi har stadigvæk en gammeldags og utidssvarende taxilovgivning i Danmark, som ikke omfavner ny teknologi.

Beholder app'en

I forbindelse med, at en række Uber-chaffører sidste år i Københavns Byret blev dømt for at have kørt pirattaxi, udtalte LA-ordføreren, at han fortsat ville benytte sig af tjenesten. På spørgsmålet om, hvad torsdagens aftale vil betyde for hans fremtidige brug af Uber, siger Joachim B. Olsen:

- Appen bliver i hvert fald ikke slettet på min telefon. Lad mig sige det sådan.

Heller ikke Rasmus Jarlov, der er transportordfører for Konservative, er tilfreds med den nye taxiaftale. 

- Det er prisen ved at sidde i regering, at man skal tilslutte sig dårlige aftaler. Sådan er dét. Vi er blevet enige i regeringspartierne om, at vi hellere vil have et lille bitte skridt fremad end at lade være, skriver han i en pressemeddelelse.