Ambassadør nægtede at give hånd til Pia Kjærsgaard - nu svarer ambassaden på kritikken

Irans ambassade uddyber nu, hvorfor ambassadøren ikke vil give hånd til Pia Kjærsgaard.

Når Irans ambassadør i Danmark, Morteza Moradian, ikke vil give hånd til Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, så sker det udelukkende ud fra et religiøst koncept.

Sådan lyder begrundelsen fra den iranske ambassade i et svar til TV 2, efter at Pia Kjærsgaard har kritiseret ambassadøren for ikke at ville give hånd under nytårskuren.

- Den muslimske skik om ikke at have fysisk kontakt med medlemmer af det modsatte køn uden for familien er et rent religiøst koncept og ingen foragt for hverken mænd eller kvinder. Derfor bør det ikke tages som en personlig fornærmelse eller et tegn på manglende respekt, skriver ambassaden i en mail til TV 2.

Tog sjal på i Iran

Til den seneste nytårskur nåede man frem til den løsning, at den iranske ambassadør først blev fulgt ind i Fællessalen, når Folketingets ledelse, Præsidiet, havde hilst på de andre fremmødte ambassadører. 

Om denne løsning har Pia Kjærsgaard udtalt: 

- Det er meget, meget besynderligt, for han er jo en højtstående person. Men de er godt nok ubøjelige, når det kommer til det spørgsmål. Og det er jeg så også, sagde hun til Berlingske onsdag.

- Jeg indrettede mig efter forholdene i Iran, selv om det var mig inderligt imod at tage et sjal om mit hoved, når jeg skulle færdes offentligt, men det gjorde jeg, for det gør man i Iran. Og i Danmark giver man altså hånd - både til mænd og kvinder, så det bliver den iranske ambassadør også nødt til at følge, hvis han vil mødes med mig, uddyber Pia Kjærsgaard over for TV 2.

Pia Kjærsgaard kritiserer den iranske ambassadør for ikke at ville give hånd.

Ambassade fremhæver retten til at vælge

I begrundelsen for situationen skriver ambassaden nu: 

- Det kan også tolkes som en form for respekt for den anden person ved at anerkende, at ingen har ret til at røre ved dem bortset fra deres nærmeste. Det er vigtigt at påpege, at muslimer i denne sag ikke skelner mellem muslimske og ikke-muslimske mennesker, og spørgsmålet er det samme for muslimske kvinder, som det er for mænd. 

Ambassaden understreger derudover, at det på ingen måde må tolkes som et tegn på manglende respekt for danske værdier, når muslimer nægter at give hånd til det modsatte køn:

-  Vi anser danske værdier for at være prisværdige principper såsom respekt for individuel frihed, demokrati, ligestilling, lige muligheder, religionsfrihed, kulturel mangfoldighed og individuelle rettigheder, herunder også retten til at give hånd eller ej.

I sit svar til TV 2 slutter ambassaden med at fremhæve, at princippet om kulturel mangfoldighed er blevet anerkendt af FN, og at generalforsamlingen 17. december 2015 vedtog en resolution herom. Dengang sad Mogens Lykketoft som formand for generalforsamlingen.