Politik

S og DF lægger pres på Løkke: Bremser aftale om boligskat

S og DF møder op hos regeringen og drikker kaffe onsdag, men partierne vil ikke forhandle, før regeringen fortæller, hvor pengene skal komme fra.

Onsdag skal regeringen mødes med Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i Finansministeriet for at forhandle en aftale på plads om den fremtidige boligskat. Men allerede dagen inden siger socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, at de ikke vil forhandle med regeringen, før den fortæller, hvor pengene lettelser i boligskatten skal komme fra.

- Vi møder altid op til møderne, men når man forhandler noget så stort og vigtigt, så skal danskerne også vide, hvad konsekvenserne af forslagene er. Og det er vi også nødt til at vide som politiske med- og modspillere. Vores bekymring er, at det er helt almindelige husejere, der kommer til at betale, siger Mette Frederiksen (S).

- Jeg tror, der ligger nogle ret store besparelser på nogle papirer i nogle skuffer rundt omkring, og dem skal vi have på bordet, før vi kan forhandle videre, siger S-formanden.

Samme melding lyder fra Dansk Folkeparti.

- Vi skal se en finansiering fra regeringen. Ellers kan vi ikke komme i gang med realitetsforhandlingerne, siger finansordfører Rene Christensen.

Hvad koster det?

Kort fortalt, så vil regeringen have en såkaldt flad skat på boliger, så alle betaler det samme. Det skal afløse den nuværende skat, hvor huse på en værdi over tre millioner kroner beskattes hårdere. Så skal der bruges syv milliarder kroner på de boligejere, som siden 2011 har betalt for meget boligskat. Og sidst, men nok også dyrest, vil regeringen fastfryse grundskylden til og med 2021.

Alt i alt skal boligskatten lettes med 32,2 milliarder kroner.

Og det beløb er så højt, at det ikke er muligt at gå ind i reelle forhandlinger uden først at vide, hvordan regeringen vil finansiere det, mener både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Derfor er de to partier gået sammen om at lægge pres på regeringen inden onsdagens forhandlinger.

- Det er rigtig godt, at vi kan samarbejde på det her område. I dag er der progression – jo dyrere hus jo mere bidrager du med. Sådan skal det også være i fremtiden. Og der ligger vi tættere på DF end på regeringen, siger Mette Frederiksen.

Venstres politiske ordfører tager meldingen fra S og DF rimelig roligt.

-Jeg glæder mig over, at de møder op til forhandlinger. Og så må vi se, hvad der sker, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Men de vil jo netop ikke reelt forhandle, før der foreligger en finansiering?

- Lad os nu se. Mon ikke vi har en fælles interesse i at sikre tryghed for de danske boligejere.