Regeringen vil firedoble straffen for hævnporno

Langt højere straffe er et af hovedelementerne i den plan for at bekæmpe hævnporno, som regeringen fremlægger fredag.

Der skal slås meget hårdere ned overfor personer, der deler krænkende og private billeder af andre på nettet.

Det foreslår regeringen, som fredag derfor præsenterer udspillet ”Skærpet indsats mod digitale sexkrænkelser”.

Udspillet, som både justitsminister Søren Pape Poulsen (K), ligestillingsminister Karen Ellemann (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) har været med til at udforme, lægger blandt andet op til at hæve strafferammen markant. I dag kan man idømmes seks måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 264 d om ”uberettiget videregivelse af meddelelser og billeder af en andens private forhold”. Strafferammen skal fremover hæves til to år, mener regeringen.

- Deling af intime billeder og film uden samtykke er ikke blot respektløst og dybt forkasteligt, det er også ulovligt. Med denne pakke vil regeringen skærpe straffen for digitale sexkrænkelser. Dermed sender vi et klart signal om, at der er tale om en alvorlig og krænkende forbrydelse, siger Søren Pape i en pressemeddelelse.

Derudover ønsker regeringen at styrke den forebyggende indsats på ungdomsuddannelserne og blandt andet gennemføre såkaldte trivselsmålinger, for at holde øje med om elever krænkes på nettet. I udspillet understreges det også, at der er brug for mere gennemsigtighed på området, og derfor skal der udarbejdes informationsmateriale om, hvad man som offer kan forvente, når man anmelder en sag til politiet.

Mange sager om hævnporno

I den seneste tid har der været en lang række sager, hvor særligt unge piger har fået delt nøgenbilleder på nettet mod deres vilje.   

Red Barnets rådgivning "SletDet" modtog fra 1. maj 2016 og frem til nytår 330 henvendelser fra personer, der ønsker hjælp til at få slettet krænkende billeder af dem selv online.

- Hvis unge ikke får hjælp, kan det give dem varige mén, for den digitale deling kan være lige så psykologisk belastende for de unge som fysiske krænkelser og seksuelle overgreb i den fysiske verden, har det lydt fra Kuno Sørensen, psykolog i Red Barnet.