Hjort vil opfylde løfte om dansk bidrag til missilskjold
Forsvarsministeren står fast på, at Danmark skal bidrag til Natos missilskjold med en eller flere fregatter.
Danmark bør stadig bidrage med en eller flere fregatter udstyret med avancerede radarsystemer til Natos missilskjold.
Det mener forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) fortsat, på trods af at flere partier ikke længere er så skråsikre.
Det skriver Jyllands-Posten.
- Hvis det står til regeringen, så skal vi bidrage til missilforsvaret, siger Claus Hjort Frederiksen til avisen.
Lægger ny kurs
Dermed lægger forsvarsministeren efter to måneder på posten en anden kurs end sin forgænger, Peter Christensen (V).
Han ville i efteråret ikke udelukke, at Danmark måske ikke skulle deltage i missilforsvaret med fregatterne alligevel.
Det skete med henvisning til, at der endnu ikke er truffet en politisk beslutning.
Omfattende missilforsvar
Det var den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der i 2014 på et Nato-topmøde lovede, at Danmark ville opgradere mindst en fregat med et radarsystem til missilforsvaret.
Nato vedtog på et topmøde i Lissabon i 2010 at opbygge et europæisk missilforsvar, der smeltes sammen med USA’s mere omfattende missilforsvar.
- Danmark har med den danske fregatkapacitet mulighed for at bidrage til solidaritet i alliancen med en efterspurgt kapacitet og har derfor besluttet på sigt at udvikle og stille et nationalt bidrag til rådighed for Natos europæiske missilforsvar, siger Claus Hjort Frederiksen til Jyllands-Posten.
Vaklende støtte
Den politiske støtte til at lade fregatterne indgå i Natos missilforsvar begyndte at vakle sidste år, da det kom frem, at hele Danmark fra 2018 vil være beskyttet af en landbaseret missilbase i Polen.
Samtidig krævede flere partier en ny militærfaglig vurdering af behovet for et missilskjold efter tøbruddet mellem Vesten og Iran.