Politik

Jubler over roaming-aftale: - Det har jo været vanvittigt dyrt indtil nu

Ny EU-aftale gør det billigere for virksomheder og borgere at bruge mobilen i udlandet. Dansk parlamentariker er en af bagmændene bag aftalen.

Jens Rohde, medlem af Europa-Parlamentet for Radikale, er en glad mand i dag.

Natten til onsdag lykkedes det nemlig ham og en række andre forhandlere fra EU’s ministerråd og Europa-Parlamentet at nå til enighed om aftale, der skal sikre, at europæere kan bruge deres telefon i alle EU-lande, uden at det koster dem ekstra i forhold til deres mobilabonnement.

- Det har jo været vanvittigt dyrt indtil nu. Da jeg tog det her initiativ i marts 2013, betalte man i gennemsnit en pris udover teleselskabernes reelle omkostningspris på 698 procent, siger Jens Rohde og fortsætter:

- Og for både turister og virksomheder har det betydet, at den frie bevægelighed er blevet voldsomt meget dyrere med det liv vi lever i dag. For der er jo ikke nogle, der kan undvære at komme på nettet. Alt er digitaliseret, og derfor er det helt afgørende, at vi også har et digitalt indre marked. Og i mine øjne har det været absurd, at vi ikke har haft et digitalt indre marked, når vi nu har haft et indre marked for mælk og kartofler.

Slut med store ekstraregninger

Aftalen, der endnu skal endeligt godkendes af ministerrådet og Europa-Parlamentet, betyder, at både tale og sms som udgangspunkt ikke må koste ekstra i udlandet. Det samme vil gælde for dataforbrug op til en hvis mængde.

Mængden af data, som man får ret til at bruge i udlandet uden merbetaling, vil afhænge af det enkelte abonnement.

De såkaldte engrospriser, som teleselskaberne skal betale hinanden for brug af netværk i andre lande, vil falde gradvist frem mod 2022.

Mere afgørende spørgsmål i EU

- Jeg synes, at det her er et godt, konkret og borgernært eksempel på, at det europæiske samarbejde virker og kan give en merværdi for den enkelte borger, siger Jens Rohde.

Han håber, at toppen af EU-systemet fremover vil være i stand til at opnå lignende konkrete resultater i langt mere afgørende spørgsmål - eksempelvis håndteringen af flygtningesituationen.  

- Jeg kunne godt ønske mig, at det europæiske samarbejde formåede at udvise den samme handlekraft i spørgsmål, der er større og vigtigere end det her. Jeg forstår godt, at folk bliver utrygge ved det europæiske samarbejde, når der i de sidste syv år stort set ikke har været et topmøde uden at det har været en brandslukningsøvelse. Det skal europæiske statsledere forstå. Og i den sammenhæng er roaming-aftalen jo blot et mindre bidrag til at give folk en billigere og mere praktisk hverdag i et Europa.

På Twitter udtrykker statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også glæde over den nye aftale: