Donald Trump

Engell overrasket over dansk Trump-kritik: Det her er meget usædvanligt

Anders Samuelsens kritik af Donald Trump skal ses i lyset af manglende EU-udmelding, mener Hans Engell.

Udenrigsminister Anders Samuelsens (LA) kritik af Donald Trump er langtfra hverdagskost.

Sådan lyder vurderingen fra Hans Engell, efter at Anders Samuelsen tidligere søndag skrev kritisk om Trumps dekret om et midlertidigt indrejseforbud mod personer fra syv overvejende muslimske lande.

- Det er en meget usædvanlig melding fra en dansk udenrigsminister. Jeg kan ikke huske, hvornår en dansk regering, uanset om den har været rød eller blå, senest har udtalt sig lodret kritisk om en amerikansk præsident, siger Hans Engell.

EU tier stiller

Kommentatoren mener, at det er usædvanligt af to årsager. Dels fordi det er sjældent, at en dansk regering kritiserer en nytiltrådt amerikansk præsident, og dels fordi det mest naturlige ville være, at EU havde reageret som en samlet union.

Det er ikke fair, at Donald Trump har indført indrejseforbud gældende for en række lande, mener udenrigsminister Anders Samuelsen.

- EU har trods alt en fælles udenrigsminister i Federica Mogherini. Så vidt jeg har set, har EU ikke ment ret meget. I det hele taget er det ret forbløffende, at EU som organisation ligger lavt.

- Det bekræfter også Donald Trumps opfattelse af, at EU ikke kan ret meget, siger Hans Engell.

Ifølge Hans Engell får udenrigsministerens udmelding dog umiddelbart ikke betydning for Danmarks forhold til USA.

- Der er ingen tvivl om, at den amerikanske ambassade i København opsamler reaktionerne og vil følge det nøje. Men set i forhold til reaktionerne fra amerikanske politikere er de europæiske reaktioner ret afmålte, siger Engell.

Gemmer sig i flokken

Flere andre europæiske politikere har erklæret sig uenige i Trumps beslutning, heriblandt den britiske premierminister, Theresa May, og Frankrigs udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault.

Ole Wæver, der er professor i international politik ved Københavns Universitet, mener også, det er usædvanligt, at en dansk udenrigsminister udtaler sig om amerikansk politik.

- Når han kan gøre det, er det fordi, at rigtig mange andre siger det samme. Alle er enige om, at det her ikke er en god idé, så han kan ligge i flokken og gemme sig lidt, siger Ole Wæver.

Derudover mener Wæver, at det kan virke mindre dramatisk, når udmeldingen er skrevet på Facebook, end hvis den var kommet via et traditionelt medie.