Politik

Ole Stephensen vil i Folketinget: Her er fem andre berømtheder, der også ville

Ved de seneste par valg har en række berømtheder forsøgt at blive valgt til Folketinget – med blandet succes.

I årtier har han interviewet politikere og andre personer - blandt andet som mangeårig vært på TV 2-programmet Go’ Morgen Danmark.

Nu vil Ole Stephensen skifte karrierespor. Torsdag morgen fortalte han til TV 2, at han har meldt sig ind i Det Konservative Folkeparti og vil forsøge at blive opstillet til Folketinget for partiet.

- Det er begyndt at irritere mig, at der er så langt fra den virkelige verden til den politiske. Jeg er 61 år i dag - og så kan én med min alder og erfaring måske få det tættere på. Jeg vil gerne have tingene skal være lidt enklere, forklarer han.

Dermed bliver Ole Stephensen den sidste i en lang række af berømte danskere, der uden tidligere erfaring som politisk aktiv, forsøger at få plads i en af de 179 stole i folketingssalen på Christiansborg.

Ved de seneste par valg har en række andre berømtheder også forsøgt at opnå valg til Folketinget – med blandet succes. Her er fem eksempler:

Berømtheder, der har forsøgt at komme i Folketinget

  1. Joachim B. Olsen

    Den tidligere professionelle kuglestøder og OL-medaljevinder er en af de berømtheder, der er lykkedes med sin mission om at komme i Folketinget. I 2011 blev han valgt for Liberal Alliance og har siden været særdeles aktiv i den politiske debat.

    Han har især gjort sig bemærket i debatten om overførselsindkomster og ulighed.

    Blev ved valget i 2015 genvalgt og er i dag Liberal Alliances finans-, skatte- og erhvervsordfører.

  2. Charlotte Bircow

    Charlotte Bircow blev landskendt som fitnessinstruktør, og har både skrevet bøger og udgivet videoer om personlig træning og sundhed.

    Ved valget i 2015 forsøgte hun at komme i Folketinget for Liberal Alliance. Det lykkedes ikke.

  3. Yahya Hassan

    Med et oplag på langt over 100.000 er Yahya Hassans digtsamling fra 2013 den bedst sælgende danske debut-digtsamling nogensinde. I foråret 2015 meddelte den unge digter, at han ville stille op til Folketinget for det nystiftede parti Nationalpartiet.

    Men da det ikke lykkedes partiet at indsamle det nødvendige antal underskrifter for at blive opstillingsberettiget, besluttede Hassan at forsøge sig som løsgænger i Østjyllands Storkreds. Men med blot 937 stemmer lykkedes det ham ikke at blive valgt.

    Siden valget er Yahya Hassan blevet smidt ud af Nationalpartiet, og sidder nu fængslet efter at have skudt en 17-årig dreng i foden.

  4. Thyra Frank

    Thyra Frank blev landskendt som leder af plejehjemmet Lotte på Frederiksberg. Her forsøgte hun fra 1988 til 2011 at skabe et plejehjem, hvor fokus var på nærvær med plejehjemsbeboerne, fremfor på papirarbejde og registrering. I 2010 udkom biografien Thyra Frank: Livsglæde & stjernestunder. Og i 2011 lykkedes det Thyra Frank at blive valgt til Folketinget for Liberal Alliance.

    Thyra Frank røg ud af Folketinget ved valget i 2015, men i november 2016 blev hun udnævnt til ældreminister i forbindelse med at Liberal Alliance blev en del af regeringen. 

  5. Anders Stjernholm

    Komikeren Anders Stjernholm forsøgte ved valget i 2015 at blive valgt for Alternativet. Det lykkedes ikke.

    Anders Stjernholm har som komiker optrådt i en række TV-programmer og i standup-shows. Han er desuden formand for Ateistisk Selskab.