GO'

Søren Espersen: Kvindebevægelsen er død i Danmark, når I overser dette problem

Søren Espersen kalder kvindebevægelsen død, da den overser det helt store problem i Danmark. Det er helt forkert, siger debattør.

I fredags fik Donald Trump officielt overdraget embedet som USA's nye præsident, og allerede lørdag blev han mødt af massive protester fra millioner verden over.

I Danmark gik omkring 5.000 danske kvinder og mænd på gaden - for at vise deres modvilje mod USA’s nye præsident og i protest mod det, de kalder grove og nedsættende udtalelser om kvinder.

Det har fået Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, til at råbe op og erklære kvindebevægelsen i Danmark for død.

DF: I overser den store, fede elefant

Søren Espersen mener, at kvindebevægelsen herhjemme i stedet burde mere energi på at kæmpe for de muslimske kvinders rettigheder i Danmark.

Ellers er den ligegyldig, lød Søren Espersens kritik, da han debatterede emnet med debattøren og tidligere direktør for Kvinfo, Nina Groes, i Go’ morgen Danmark onsdag. En debat, hvor begge parter flere gange beskyldte hinanden for at tale udenom.

- Hvis ikke man tager fat på den store, fede elefant, der er midt i rummet her i Danmark, nemlig islamiske kvinder, som bliver holdt som slaver, så har den ingen betydning for mig, kvindebevægelsen, lød det blandt andet fra Søren Espersen.

Kritikken faldt Nina Groes for brystet. Hun mente ikke, at den er berettiget.

Søren Espersen blander tingene sammen, for man kan sagtens kæmpe for kvinders rettigheder på flere fronter, lød hendes svar til folketingspolitikeren.

- Hvis vi bare kigger på Donald Trumps første dag på arbejde - hvad gjorde han dér? Jo, han gjorde det, at han gik ind og forbød hjælpeorganisationer at hjælpe kvinder med at få sikre aborter, lød Nina Groes' forsvar.

Groes: Vi kan sagtens kæmpe på to fronter

Ifølge Nina Groes vil Trumps politik få konsekvenser for millioner af fattige kvinder verden over, og derfor gik så mange mennesker på gaden.

Det betyder dog ikke, at man undlader at kæmpe for kvinders rettigheder i Danmark – heller ikke de muslimske, lød det fra debattøren.

- Det er rigtigt, at der er steder, hvor der er værre problemer, men hver gang, der er en dansk kvinde, som fortæller, at hun ikke har ligeløn på sit arbejde - og hver gang, der er en kvinde, der fortæller om et glasloft - så får hun at vide, at hun skal skamme sig, sagde Nina Groes til Søren Espersen.

Folketingspolitikeren fastholdt dog sin kritik af den danske kvindebevægelse.

- Det er småting, lød det gentagne gange fra Søren Espersen, som også gentog, at kvindekampen var død i Danmark.

- Jeg synes, det er fint, at man demonstrerer, men jeg siger: Hvorfor er det, at det aldrig sker i forhold til dét, der virkelig batter her i Danmark? sluttede Dansk Folkepartis næstformand.

Du kan se hele debatten på TV 2 Play

Afstemning

Er kvindekampen kørt af sporet i Danmark?