Politiforbund skuffet over DF og S: - Det er tæt på uanstændigt
Socialdemokratiet og DF plejer at være to af politiets trofaste støtter. Men denne gang har de skuffet, siger Politiforbundets formand.
Det var ikke uden ærgrelse, formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, i dag for første gang kunne træde ind ad dørene til Danmarks kommende vestdanske politiskole.
- Hele processen har jo været håbløs, udbryder han, mens han ser tilbage på mere end et års tovtrækkeri for at få uddannet flere betjente.
Problemet, set med politiformandens øjne, har været, at politisk drilleri har hæmmet beslutningsprocessen. Og især to partier har i den seneste tid sat sig på tværs. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ville nemlig ikke lægge stemmer til at placere skolen i Herning i nyt byggeri.
- Har Socialdemokratiet skuffet dig? spørger Søren Lippert - vært på programmet Lippert - Et walk and talkshow.
- Ja, og Dansk Folkeparti har skuffet mig. Det er de to partier, som jeg er overrasket over, ikke har stået ved det, de har sagt hele vejen igennem; nemlig at bakke op om det, politiet anbefaler, forklarer Claus Oxfeldt, mens han refererer til, at både Politiforbundet og Rigspolitiet har anbefalet at bygge en ny skole i stedet for at bruge allerede eksisterende lokaler.
- Jeg synes, det har været tæt på uanstændigt. Jeg synes, politiet har været gidsler i et spil på Christiansborg, siger han om det lange beslutningsforløb.
Politiet rykker ind i 2018
Den tidligere sygeplejeskole i Vejle skal gennemgå en større ombygning for at blive klar til at huse nye politirekrutter. Der er også brug for at bygge nye idrætsfaciliteter og en skydebane på området. Ifølge Vejle kommune kan politiet være i gang med at uddanne betjente på skolen i 2018.
- Jeg vil fra nu af bestræbe mig på, at vi kommer hurtigt i gang. Får tegnet bygningerne, inddraget personalet og gjort alt det vi skal, så vi kan sætte speed på den her proces nu, sagde Søren Pape tirsdag til TV 2.
Også selvom politiformanden har kæmpet mod regeringens endelige beslutning, så er han klar til at trække i arbejdstøjet på ny for at sikre, uddannelsen i det vestdanske kommer i gang hurtigst muligt. Ifølge Oxfeldt, bliver der i dag brugt 1200 flere politifolk på grænsekontrol og bevogtningsopgaver end inden terrorangrebet i København i 2015, så der er brug for flere i uniform.
- Jeg er helt sikker på, at det her skal nok blive godt. Nu skal vi have det bedste ud af det, og det tror jeg også, vi får, siger Claus Oxfeldt, som i dag selv kunne besigtige de tomme lokaler lige syd for Vejles bygrænse.
- Det er først nu, hvor vi står her, at vi kan begynde at planere og rydde op i køkkenet og en hel masse andet, men det må vi ikke ligge under for, siger han, mens han kaster et blik ud over den nye skoles tomme kantine.