Politik

Borgmester tordner mod Thulesen Dahl

Hernings borgmester mener, at forløbet om placeringen af en politiskole har været ”uskønt” og ”ikke politikerstanden værdigt”.

Hernings borgmester Lars Krarup (V) har tabt kampen. En ny politiskole bliver ikke placeret i hans kommune på trods af, at trekløverregeringen i det få måneder gamle regeringsgrundlag slog fast, at de ønskede at ”placere den nye politiskole i Herning”.

Men sådan bliver det ikke. Mandag morgen gav regeringen sig efter krav fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne - og den nye politiskole skal derfor placeres i en af de allerede eksisterende bygninger, som en række jyske kommuner, men ikke Herning, har budt ind med.

- Det er jeg selvfølgelig skuffet over. Jeg har brugt to års arbejde, med saglige og faglige argumenter, og bakket op af Rigspolitiet, Politiforbundet og eksperter i stribevis. Og at det så på grund af Dansk Folkeparti går galt, er selvfølgelig en skuffelse, siger Lars Krarup.

Regeringen havde – på baggrund af anbefalinger fra Rigspolitiet – ønsket, at den nye politiskole skulle opføres som et nybyggeri fremfor i eksisterende bygninger. Her bød Herning ind med en byggegrund, som regeringen ønskede at benytte. Men både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har afvist ideen om at bygge en ny politiskole fra bunden. Det vil både blive for dyrt og tage for lang tid, lyder argumentet fra de to partier, og nu har regeringen altså bøjet sig.

Ualmindelig gal på Thulesen

Krarup mener, at det især er Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, der er skyld i, at politiskolen nu skal placeres et andet sted end i Herning.

- Dansk Folkeparti er støtteparti til regeringen, og Kristian Thulesen Dahl plejer at sige, at han ikke vil i regering, fordi han får mest indflydelse udenfor. Og i den her sag er det jo sandt – regeringen havde placeret skolen i Herning. Og Dansk Folkeparti kunne jo bare have stået ved det valgløfte, som deres store stemmesluger i midt- og vestjylland (Dennis Flydtkjær, red.) gav i valgkampen, nemlig at de ville kæmpe kampen for en politiskole i Herning. Det har Thulesen Dahl valgt ikke at stå ved, og dermed er det også ham, der flytter den fra Herning. Og lur mig om ikke den ender nede hos ham i hans egen valgkreds indenfor få døgn. Det vil være mit gæt, lyder det fra Lars Krarup, som kalder hele forløbet omkring placeringen af politiskolen, som har stået på i månedsvis for ”uskønt” og ”ikke politikerstanden værdigt”.

Du lyder til at være ualmindelig gal på Kristian Thulesen Dahl?

- Det kan jeg bekræfte.

Politiforbundet chokeret

Politiforbundet ærgrer sig også over, at den kommende skole nu ser ud til at skulle placeres i allerede eksisterende bygninger.

- Jeg er rystet og chokeret. Jeg troede egentlig, som alle har talt om, at man var enige om at give nogle ordnede og gode forhold efter det, der skete 14. og 15. februar 2015 (terrorangrebet i København, red.), siger Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet. Han har længe argumenteret for, at der er behov for at bygge en ny politiskole fra bunden, for blandt andet at ”leve op til krav om sikkerhed og faciliteter". 

Justitsminister Søren Pape (K) meddeler, at regeringen indenfor få dage vil fortælle, hvor politiskolen skal placeres. Blandt de kommuner, der har budt ind med eksisterende bygninger, er Hostebro, Skanderborg og Vejle.