BLOG: Balladen om Thyra

16x9
Thyra Frank. Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix Denmark

BLOG: I følge Magnus Heunicke er Liberal Alliance endt i en uheldig situation.

Toget buldrer afsted. Danmarks udenrigsminister er på vej fra Paris til Bruxelles, og han åbner sin Twitter-profil og beslutter sig for at blande sig i den politiske debat hjemme i Danmark. En af hans ministre er nemlig i modvind igen. Og igen er Samuelsens opskrift, at angreb på modstanderen er det bedste forsvar.

Tweetet handler om et afstemningsresultat. Ikke om Syrien, EU, FN eller andre udenrigspolitiske dagsordener. Afstemningen går på, om det er ældreminister Thyra Frank eller S-ordfører Astrid Krag, der nyder størst folkelig opbakning. Når der er tale om landets udenrigsminister kunne man måske tro, at det er en troværdig kilde, der står bag afstemningen. I det mindste en måling foretaget af for eksempel Megafon, Gallup eller Epinion. Det er dog langt fra tilfældet. Målingen er foretaget med internetprogrammet ”Straw Poll”, der med sit tvivlsomme Comic Sans-design og reklamer kan bruges af alle til at oprette afstemninger om alt lige fra Nintendospil, Pokémon og favorit-julekalendere. Programmet er sikkert et godt redskab, hvis klassen skal bestemme, hvor lejreskolen skal gå til, eller hvad der skal serveres til klassefesten. Men afstemningen lever næppe op til nogle krav om at være repræsentativ.

Den såkaldte afstemning er i første omgang delt af Laura Lindahl. Hvem hun er? Jo, hun er såmænd rådmand på Frederiksberg og folketingsmedlem for ingen andre end Liberal Alliance. Det er hendes netværk og følgere, der i første omgang har stemt. Så om ikke andet må man sige, at den meningsmåling i den grad bliver i partifamilien.

Det er derfor ingen overraskelse, at Thyra er en suveræn vinder af den internetafstemning. Overraskende er det til gengæld, at landets udenrigsminister bruger den som sandhedsvidne.

LA-folk har angiveligt forsøgt at ”sælge den ind” til redaktionerne som en nyhed, der er værd at bringe, er billedet komplet.

Det er helt fair at forsvare en minister, der er kommet skidt fra start. Men LA optræder efterhånden som en desperado i en western-film, der plaffer løs på alt, hvad der rører sig.

Nu skal "kun" 14.000 medarbejdere væk 

Nøgternt set er går kritikken slet ikke på personen, som Anders Samuelsen og Liberal Alliance forsøger at udlægge det som. Jeg kender Thyra Frank som både dygtig og sympatisk. Men derfor kan politikken jo godt være forkert. Og så må Thyra på lige fod med alle andre politikere og ikke mindst ministre kunne tåle kritik. Det er et grundvilkår i demokratiet, uanset hvem der er i regering. Det kan man da godt klynke over, men det kan man lige så godt respektere fra dag 1 som minister. Lad os se på den konkrete kritik, der er fremført. Liberal Alliances egen økonomiske politik vil betyde 63.000 færre medarbejdere i den offentlige sektor. Nu er de som bekendt klatret et stykke ned fra træet, så i regeringsgrundlaget er det ”kun” blevet til 14.000 medarbejder i plejehjem, skoler, sygehuse og børnehaver, der skal væk.

Nu er det sådan, at de store efterkrigsårgange nærmer sig pensionsalderen. Det betyder, at vi bliver flere ældre. Og at der bliver behov for flere varme hænder i ældreplejen – ikke færre.

Men ikke hvis man spørger vores ældreminister.

I sit herostratisk berømte tiltrædelsesinterview i TV 2 slog Thyra Frank nemlig fast, at forholdene på landets plejehjem skam slet ikke afhænger af økonomi. ”Regeringen tror ikke på, at en god ældrepleje kun kan gøres op i, om der tilføres flere kroner og ører”, lød ordene.

Det er jo let nok at sige. Især når det nu er kommet frem, at plejehjemmet Lotte, som Thyra selv drev, havde et budget, der var 20 procent højere end de andre plejehjem i byen, mens udgifterne til mad var 50 procent højere.

Så er det ingen kunst at kræve, at andre skal passe flere ældre for færre penge, end man selv havde.

Derfor har Liberal Alliance en ualmindelig dårlig sag. Og derfor risikerer partiformanden, at hans sikkert velmente hjælp til sin pressede minister virker stik modsat hensigten. Hvis man tyr til desperate midler, risikerer man nemlig, at omverdenen ser på en som desperat.