Hos Enhedslisten er talerstolen især til kvinder
Enhedslistens årsmøde sætter feminisme i fokus - og kvinder på talerstolen.
Det er sværere at få kvinder til at indtage talerstolen foran de røde faner, når Enhedslisten holder landsmøde. Derfor har partiets hovedbestyrelsen taget en speciel beslutning: ”Alle talere, indledere og dirigenter på årsmødet i 2017 skal være kvinder”.
Korsgadehallen på Nørrebro i København danner i bededagsweekenden rammen om partiets årsmøde 2017. Formand Pernille Skipper har løftet sløret for, at en stor del af debatten kommer til at handle om, at der skal andre boller på suppen, næste gang Enhedslisten skal danne parlamentarisk grundlag for en rød regering.
Men årsmødets egentlige hovedtema er feminisme og ligestilling. Det er derfor, partiet i år forsøger at bane vejen til talerstolen for partiets kvindelige medlemmer.
- Det er noget vi gør ét år, som et redskab for os selv, så vi kan komme længere med ligestilling i Enhedslisten, lød det i januar, da beslutningen blev truffet, fra Signe Færch, der er medlem af hovedbestyrelsen.
Et forsøg på at ændre tingene
Hun understreger, at mandlige deltagere på årsmødet gerne må gå på talerstolen når debatterne er indledt, da det alene er hovedtalere og dirigenter, der skal være kvinder.
- For det er rigtig vigtigt for os, at både mænd og kvinder er aktive i partiet, kommer til vores årsmøder og bliver valgt til poster i vores parti. Og der må vi bare sige, at vi ikke er kommet i mål endnu. Vi har stadig svært ved at få kvinderne op til talerstolen og få kvinder til at stille op til magtfulde poster i partiet, lyder det fra Signe Færch.
Nogle vil mene, at det her er det modsatte af ligestilling – fordi man direkte forhindrer mænd i at være hovedtalere eller ordstyrer?
- Jeg er slet ikke bekymret for, at de mange gode mænd i Enhedslisten kommer til orde. Vi fratager dem ikke retten til at deltage i debatten, de bliver bare ikke de første i år. Jeg ville være enig, hvis det her var noget, man gjorde hvert år – det ville være skørt. For feminisme handler om at sikre lige adgang for begge køn. Men vi gør det ét år som et forsøg på at ændre tingene. Og det er sådan i dag, at der er utrolig mange mænd, der tager ordet. Mange mænd stiller op til vores poster. Og det her er en måde at prøve at rykke ved det, siger Signe Færch.
Mænd er bedre til at stille op
Enhedslisten har med Pernille Skipper en frontfigur og politisk ordfører, der er kvinde. Den tidligere politiske ordfører hed Johanne Schmidt-Nielsen. Hvori består Enhedslistens kvindeproblem?
- Det er rigtigt, at det lykkedes os at have to kvindelige frontfigurer i træk. Og det er vi stolte af. Men det er også lykkedes, fordi det er noget, vi arbejder meget målrettet med. Men vi har stadig et problem i forhold til vores årsmøder. At det ofte bliver mænd, der tager ordet. Og at mænd er bedre til at få stillet op til vores tillidsposter.
Men kunne man forestille sig det omvendte scenarie: For eksempel at næste gang Enhedslisten skulle have en politisk ordfører, besluttede I jer for, at det skulle være en mand?
- Altså, vi har ikke et problem med, at mænd ikke stiller op til indflydelsesrige poster. Men når vi for eksempel sammensætter vores kandidathold til Folketinget, er vi meget bevidste om at sikre, at der er både mænd og kvinder. Ligesom det er vigtigt at have forskellige profiler i forhold til alder og uddannelsesbaggrund. Det arbejder vi meget bevidst med, siger Signe Færch.
Ordfører: Lige poppet nok
Det er dog ikke alle i partiet, der er begejstret for beslutningen. Medlem af Folketinget og udviklingsordfører Christian Juhl siger til DR, at han ser initiativet som en ”happening eller pr-markering”.
- Det her har jo intet med feminisme at gøre. Feminisme handler om, at vi stiller hinanden - og ikke kun kvinderne – lige. Uanset køn, etnicitet, seksuel orientering, eller hvad pokker det kan være, siger Christian Juhl.
Enhedslistens årsmøde-initiativ kommer få måneder efter, at Alternativet bebudede, at de fremover vil boykotte alle paneldebatter, hvor der ikke er kvinder iblandt deltagerne.
Enhedslistens beslutning blev mødt med kritik på sociale medier. Her er et udpluk af kommentarerne: