Thulesen-Dahl og Mette Frederiksen i fælles front: - Kæmpe problem for regeringen
- Regeringens krumtap er faldet fra hinanden, sagde Mette Frederiksen i dag - efter fælles enighed med Thulesen Dahl om nej til hævet pensionsalder.
Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen tog i dag til det Radikale Nytårsstævne med målet om at få en fælles forståelse med Dansk Folkeparti om at sige nej til en hævet pensionsalder.
Op til debatten havde Socialdemokraterne sat streg under budskabet med en annoncekampagne i aviserne, hvor formand Mette Frederiksen (S) optræder under overskriften "Nej til at hæve pensionsalderen".
Og det budskab ville hun have Kristian Thulesen Dahl til at tilslutte sig
Thulesen Dahl er skeptisk
DF-formanden har tidligere udtalt sig meget skeptisk omkring endnu en hævelse af pensionsalderen, og det synspunkt gentog han, da Mette Frederiksen gik lidt til ham
- Det, jeg godt kunne tænke mig er, at Kristian og jeg kigger hinanden i øjnene og bliver enige om, at vi ikke vil være med til at hæve pensionalderen.
- Og det hører jeg faktisk Kristian sige, fordi hvis vi to er enige om det, så i al respekt, så kan alle mulige andre gode folk jo have alle mulige spændende idéer. Men så bliver det bare ikke til noget, sagde Mette Frederiksen
- Ja, jeg synes, at det er åbenbart. Vi har været der to gange indenfor de sidste 10 år, kvitterede Thulesen Dahl med et nik.
Helle Ib: Kæmpe problem for regeringen
Helle Ib, der er politisk kommentator på Børsen, siger, at det er et kæmpe problem for regeringstrekløveret, hvis Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti står fast på modstanden mod at forhøje pensionsalderen.
- Det bliver svært at skaffe det ekstra råderum i 2017, som blandt andet er forudsætningen for, at de meget høje ambitiøse mål om velstandsstigninger på op imod 80 milliarder kroner i 2025 kan realiseres.
- Problemet for regeringen er, at den kan risikere at komme ud af det her år 2017, hvor man hverken har fået flertal for store reformer, hvor man ikke er lykkedes med at skabe flertal for at lave markante topskattelettelser, og hvor man endda har måette se i øjnene, at boligskatteudspillet bliver trukket i en helt anden retning, end det man ønsker sig, siger hun.
Gentog ambition i nytårstale
I sin nytårstale den 1. januar gentog statsminister Lars Løkke Rasmussen sin ambition om, at danskerne skulle blive længere på arbejdsmarkedet:
- Hvis vi, der har kræfterne, bliver lidt længere på jobbet. Så kan vi give et rigere Danmark videre til vores børn, sagde Løkke Rasmussen i talen.
I efteråret 2016 præsenterede den daværende Venstre-regering en 2025-plan, hvor ambitionen var at hæve pensionsalderen med seks måneder - samtidig med en indførelsen af en ordning for nedslidte på arbejdsmarkedet.