Politik

400 somaliere slipper for at miste opholdstilladelser

Udlændingestyrelsen dropper gennemgang af opholdstilladelser med henblik på, om de skulle inddrages.

Forholdene i Somalia er forbedret, og planen var derfor, at Udlændingestyrelsen ville gennemgå cirka 1.200 asylsager med henblik på at vurdere, om opholdstilladelsen for somalierne skulle inddrages.

Men den plan er nu skrottet.

400 af de 1.200 somaliske flygtninge kan efter alt at dømme ånde lettet op. Udlændingestyrelsen dropper nemlig at nærstudere deres opholdstilladelser.

Det viser et folketingssvar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til udlændingeordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen.

- Vurderingen beror på, at de pågældende ikke er blevet meddelt opholdstilladelse på baggrund af de generelle forhold i Somalia.

- Den 9. december 2016 påbegyndte Udlændingestyrelsen at udsende breve til godt 300 af de cirka 400 somaliske flygtninge med orientering herom.

- For så vidt angår de knapt 100 af de cirka 400 flygtninge, viste det sig, at de pågældende var udrejst, forsvundet eller afgået ved døden, står der i svaret.

De pågældende flygtninge har alle fået tidsbegrænsede opholdstilladelser i Danmark de senere år.