Politik

Thulesen ærgrer sig over Løkkes budskab: - Det synes jeg er forkert

Løkke skulle "have brugt Matador-delen noget bedre", siger DF-formanden, efter en nytårstale hvor Løkke advarede mod at "bygge mure mod verden".

Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) budskab i nytårstalen var klart: Den moderne verdens udfordringer kan ikke løses ved at bygge mure og melde sig ud af det internationale samarbejde.

- Vi kan ikke holde på job herhjemme ved at bremse for handel med udlandet. Og vi kan ikke trylle flygtningestrømme eller terrortruslen væk ved at melde os ud af det europæiske og internationale samarbejde, som skal løse problemerne. Vi kan ikke bygge mure mod verden. For så ender vi med at lukke os selv inde, lød det blandt andet fra statsministeren.

Et budskab, som ikke falder i god jord hos regeringens støtteparti Dansk Folkeparti. Her mener partiformand Kristian Thulesen Dahl, at Løkkes analyse er forkert:

- Vi har som nation ret til selv at bestemme nogle ting. Statsministeren taler jo meget om at vi ikke må trække grænser. At vi ikke må tro, at vi kan løse tingene ved at have kontrol ved vores grænser og lignende. Det synes jeg er forkert. Selvfølgelig kan vi da gøre mange ting selv. Vi kan ikke tro på, at alting løses gennem et europæisk fællesskab, hvor de ydre grænser jo ikke er sikre, og hvor der kommer hundredetusindvis af folk ind i Europa, som ikke har lovlig adgang, siger DF-formanden.

Trump og Brexit

Det er svært ikke at tolke Løkkes nytårsbudskab som en kommentar til en række opsigtsvækkende internationale politiske begivenheder, der har præget 2016. I sommer besluttede et flertal af de britiske vælgere, at Storbritannien skal forlade EU. Og i november valgte amerikanerne højst overraskende den kontroversielle forretningsmand Donald Trump til præsident – efter at Trump blandt andet havde lovet at ville bygge en mur på grænsen til Mexico for at holde immigranter ude, trække USA ud af frihandelsaftaler og straffe virksomheder, der vil flytte arbejdspladser ud af landet.

Løkke brugte i sin tale TV-serien Matador som gennemgående referenceramme.

Matador viser, at udvikling giver muligheder. Hvis man er klar til at gribe dem. De, der kun ser den gamle verden, går ned. Som Damernes Magasin. De, der tænker nyt, løfter sig op. Som Agnes Jensen, tjenestepigen, der skaber sin egen virksomhed

Lars Løkke Rasmussen

Og de hyppige henvisninger til den folkekære TV-serie var Thulesen Dahl begejstret for.

- Jeg er glad for, at han starter med Matador. Jeg tror vi alle sammen elsker den serie og synes den reflekterer over nogle ting i vores fortid, som er vigtige at tage med. Men der hvor jeg synes, at statsministeren skulle have brugt Matador-delen noget bedre, er til at erkende, at den jo lige præcis er god, fordi den udtrykker et fællesskab, en samhørighed i vores samfund, som er utrolig vigtig, siger DF-formanden og fortsætter:

- Og nogle af de ting, som vi står overfor i den nuværende udvikling, er noget der virkelig skaber udfordringer. Når vi taler om imamer i Gellerupparken, der opfordrer til had og prædiker mod det danske samfund og danske værdier. Der er en opsplitning i det danske samfund, som jeg synes statsministeren skulle have reflekteret ind i talen, lyder det fra DF-formanden, som mener at både indvandringen og EU truer den danske samhørighed.