Politik

Samuelsen varsler: Vi kommer til at se en ny europapolitik for Danmark

Landets nye udenrigsminister kalder regeringsgrundlagets passage om EU for et ”nybrud” og varsler en ny europapolitisk linje.

Liberal Alliances leder har tidligere udråbt sit parti som mere EU-kritisk end Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er derfor, hvad partiets indlemmelse i regeringen vil få af betydning for Danmarks linje overfor den europæiske union.

Det spørgsmål og mange flere svarer Anders Samuelsen på i et længere nytårsinterview på TV 2 News.

- Vi har revet det gamle regeringsgrundlag over, og så har vi skrevet et nyt, og et afgørende punkt er, at EU skal ind til kernen og skal reformeres indefra. Det er et nybrud, fortæller Anders Samuelsen.

Har vi fået en regering, der er mere EU-kritisk end den tidligere?

- Lad mig svare så direkte, som jeg kan, jeg anser, og jeg tror på, at vi, med det udgangspunkt vi har i regeringsgrundlaget, kommer til at se en anden europapolitik, end vi har set tidligere, siger Anders Samuelsen og fortsætter.

- Vi skal ind til det, EU er bedst til, frihandel og fred og det, at jeg vi kan bevæge os frit, og så skal vi væk med alt det andet.

Mindre arbejdsmiljø i EU

EU skal med andre ord slankes. Men hvordan og på hvilke områder; det er Anders Samuelsen ikke så meget for at uddybe.

Der er dog ét sted, hvor udenrigs- og europaministeren gerne vil blive konkret. Arbejdsmiljø.

-  Det er helt ned til små detaljer, om hvorvidt man skal have solbeskyttelsecreme på, når man arbejder udenfor, som EU blander sig i. Det er et nationalt anliggende!

Så arbejdsmiljølovgivning skal væk fra EU?

- Der er store dele at arbejdsmiljølovgivning, som vi skal håndtere selv i Danmark. De ting, hvor man ved at forsøge at harmonisere det hele, skaber en voldsom frustration i de enkelte lande, siger Anders Samuelsen.

Og den Europæiske Unions evne til i fremtiden at begrænse sin egen indflydelse er ifølge Anders Samuelsen afgørende for, om fællesskabet vil overleve.

- Hvis vi kan det, kommer EU til at få en strålende fremtid, hvis vi ikke kan det, kommer EU til at bryde sammen.

Vil ikke længere bryde EU-reglerne

Anders Samuelsen har siden sin tiltrædelse som udenrigsminister fået kritik for at have fraveget en række af sine tidligere holdninger til EU.Partilederen foreslog for eksempel i et interview i Berlingske tilbage i 2014, at Danmark skulle nægte at udbetale børnepenge til EU-borgere bosiddende i et andet EU-land.

- Der er kun en løsning lige nu, og det er at bryde EU-reglerne. Det er den eneste løsning der er. I Liberal Alliance er vi klar til at tage de bøder, der måtte komme fra EU. De kan komme og true os med, at Danmark bliver smidt ud. Det kommer aldrig til at ske, sagde Anders Samuelsen dengang.

Men den holdning er ikke længere gældende, fortæller Anders Samuelsen i interviewet med TV 2 News.

- Nej, selvfølgelig kommer vi ikke til at gå enegang.

Hvorfor ikke?

- Jeg har vekslet det at være protestparti og bruge det redskab.

Men du mente vel, hvad du sagde dengang?

- Jo jo, men det var jo det redskab, jeg havde, fordi vi ikke kunne påvirke regeringen. Nu er vi i en situation, hvor vi sidder i regering, og jeg sidder direkte overfor mine kollegaer i Europa. Det er et langt stærkere redskab.

Siger du så ikke, at du var populistisk dengang?

- Nej, jeg siger, at jeg forsøgte at rejse en dagsorden.

Velvidende at det ikke var et rigtigt værktøj at bruge?

- Jeg brugte de redskaber, jeg havde mulighed for, når man ikke var et regeringsparti.