Løkkes nytårstale - chance eller risiko?

16x9
Marienborg vil i år, ikke danne ramme for Statsminister Lars Løkkes nytårstale. I stedet sendes nytårstalen direkte fra kontoret i Statsministeriet. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Meget er nyt på søndag 1. januar. Ikke kun 2017 og nytårsforsætterne. Men også statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale.

Ikke kun er den direkte fra hans kontor i Statsministeriet og ikke fra Marienborg. Det giver et friskere pust end sædvanligt, hvor den er optaget flere dage før. Men hvor den måske først har siddet i skabet i tredje eller fjerde forsøg. Uden det har været helt perfekt. Mener i hvert fald Lars Løkke og hans rådgivere.

Desuden er den rykket frem til klokken 18 på begge de landsdækkende public service-kanaler. Mod tidligere 19.15. Statsministeren skal nemlig nå Dronningens Nytårskur, noget tidligere år altså ikke var et problem, når talen var optaget på forhånd.

Peter Lautrup-Larsen

  • Har de sidste 15 år været politisk reporter og analytiker for TV 2.
  • Har blandt andet en fortid som pressechef for Radikale Venstre.

Hvis vi går ud fra, at Løkke ikke kløjs i manuskriptet som Dronningen sidste år, så kan det da godt være, at Lars Løkkes tale får et friskere, mere spontant udtryk. Og han når da i hvert fald at få en pæn dækning i morgenaviserne, hvilket tidligere kunne være et problem med 19.15 med tanke på deres deadline. Især, når han fortsætter de senere års praksis med ikke at udlevere talen på forhånd til medierne. Det var ellers tidligere kutyme under løfte om, at den var klausuleret og ikke måtte omtales, inden den var holdt.

Indhold afgør

Alt det er aflevering af nytårstalen. Det er form. Og med statsministerens rutine går det nok alt sammen. Men det er og bliver indholdet, som afgør talens kvalitet. Hånden på hjertet. Hvor mange kan vi egentlig huske af den slags?

Der var socialdemokraten Anker Jørgensen, der midt under oliekrisen i 1977 citerede Kim Larsens ”Det er en kold tid, som vi lever i”. Så var der efterfølgeren, konservative Poul Schlüter, der på tærsklen til 1989 lancerede ”Århundredets Plan”, som dog senere ikke blev til noget. Socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen talte om den unge mor tidligt om morgenen med barnet bag på cyklen. Venstres Anders Fogh Rasmussen måtte skrotte sin på forhånd optagede nytårstale i 2005 for i stedet direkte at mindes de mange ofre for tsunamien i Sydøstasien. Hans afløser Lars Løkke Rasmussen brugte sin tale i 2011 til at forberede danskerne på et hårdt efterlønsindgreb. Og Helle Thorning-Schmidt? Det må andre minde mig om.

Noget af en udfordring. Med et krav til Løkke i år. Det skal være en af de taler, som gør indtryk. Ellers er det tæt på at pakke sammen for den treparti-regering, som ellers kun er en måned gammel.

Tale om terror 

Naturligvis vil statsministeren tale om terroren. Senest i Berlin. Han vil takke forsvaret, ikke mindst de F16-piloter, der nu er vendt tilbage til Danmark efter togterne over Irak og Syrien. Lars Løkke vil selvrose regeringen ved at henvise til lave asyltal. Og måske falder der også nogle bekymrede ord om det internationale i øvrigt med Brexit, Putin og Trump i tankerne.

Men chancen for et brag af en tale eller risikoen for at falde igennem ligger på den hjemlige front. Lars Løkke Rasmussen er nødt til at genoplive det, der var hovedgrunden til den 2025-plan fra august, som han et par måneder efter måtte skyde ud til en uvis fremtid. Hvor Folketinget tilbage i august hurtigt legede Christiansborg abe-leg om topskat og velfærdspromiller i øgede offentlige udgifter, så må statsministeren nu med nytårstalen tilbage på hovedsporet.

Vælgerne fik aldrig fat i 2025-planens nødvendighed, som Løkke ser det med politisk nysprog om at ”fremtidssikre det danske samfund”. Mere jordnært: Hvad skal vi leve af i fremtiden?

Danskerne skal arbejde mere

Meget går igen i det nye regeringsgrundlag. Skattelettelser for at få danskerne til at arbejde mere. Højere pensionsalder for at presse timer ud af ældre danskere. Og de unge må lide under fremdriftsreform, kun en højere uddannelse og en såkaldt SU-reform med lån i stedet for stipendier, så de kan komme ud i job og levere et længere arbejdsliv. Uden de flere timer taber Danmark vækstmuligheder. Mener i hvert fald de tre partier i regeringen, der sætter et øget såkaldt arbejdsudbud som målestok for enhver reforms succes.

Statsministeren er parat med løfter om mere efteruddannelse aftalt med arbejdsmarkedets parter i trepartsdrøftelser. Han har ligeledes nedsat et såkaldt disruptionråd, der skal få os til at tro på en fremtid, hvor den teknologiske udvikling skaber nye muligheder, men hvor globaliseringen så sandelig også truer vant tankegang og traditionelle job.

Alt det er Lars Løkke nødt til at italesætte på en sådan måde, at det også tvinger Socialdemokraternes Mette Frederiksen og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl til at komme mere ud af busken med deres bud på fremtiden.

De to er langtfra enige med regeringen om midlerne. Mette Frederiksen tror ikke på skattelettelser og slet ikke dem i toppen. Men nok, at efteruddannelse er en nødvendighed især for dem med kun ringe uddannelse i dag. Kristian Thulesen Dahl vil vist mest smide flygtninge ud så hurtigt som muligt uden at have brugt tid, kræfter og milliarder på at integrere dem. Trods manglen på arbejdskraft. Foreløbig har buddene fra begge mest været noget, der ligner en pasmelding.

Tror på oppositionen 

Men skal man tro meningsmålingerne – og der er mange enslydende af dem – så tror vælgerne alligevel mere på oppositionen end de tre regeringspartier. Foreløbig ligner det en udpræget vælgeropfattelse af, at 2025-plan, ministerliste for tre partier og et ændret regeringsgrundlag mere har været for at løse Lars Løkkes krise end landets.

Treparti-regeringens første måned er gået med fnidder om en ny politiskole i Herning eller ej. Statsministeren faldt over sine egne ben med balladen om Bertel Haarder som generalkonsul. Og den nye ældreminister Thyra Frank har mere været klumpedumpe end den kæledægge, partileder Anders Samuelsen håbede på. Ja, ingen sag har vel været for lille til, at den ikke var stor nok for aksen Socialdemokratiet/Dansk Folkeparti til at genere regeringen. Det nye regeringsgrundlag med de mange ambitioner forsvandt nærmest fra den politiske dagsorden samme dag, regeringen blev dannet.

Nytårstalen er Lars Løkkes mulighed for at genoplive de store overskrifter. Og han kan i det mindste bygge på medvind hos kloge økonomer. For første gang i generationer risikerer de yngre at få ringere levevilkår end deres forældre.

Spørgsmålet er blot, om danskerne tror på, at statsministeren og hans regering er dem, der kan ændre på det. Flosklerne har været mange for tidligere statsministre og Løkke selv, når det gælder nytårstalerne. ”Deres politiske livs vigtigste” og alt den slags, der så kunne gentages året efter.

Denne gang passer det bare.