Vil forlade Folketinget: Vores politiske system er usundt

Efter blot halvandet år i Folketinget har Rene Gade fra Alternativet besluttet ikke at genopstille. Der for mange løgne og beskidte kneb.

Hvad er mest skørt? René Gade fra Alternativet eller det politiske spil på Christiansborg?

Det er et stort spørgsmål, som han selv forsøger at svare på i et nytårsinterview med TV 2's Thomas Funding. Og nu tænker du nok, at det klart må være René Gade, fordi du har set dem fra Alternativet gå med grønne tylskørter, men måske bliver du klogere. 

Jeg vil slet ikke lære det politiske håndværk og det politiske spil. Jeg synes, det er usundt. Vores politiske system er usundt.

René Gade, Alternative

Rene Gade vil ikke forlade Folketinget, fordi han ikke længere tror på sagen og Alternativets politik. Men fordi det er nødvendigt for at bevare forstanden. Læs med her og se Christiansborg med øjne, der ikke er opvokset i et ungdomsparti og ikke er opflasket i det såkaldte 'politiske håndværk'.

Hellere ærlig end populær

- Det værste, der kunne ske, ville være kun at sidde og sige noget for at blive genvalgt, siger Rene Gade, som en del af svaret på den forestående exit fra den landspolitiske scene.

Han synes, det er positivt at indgå politiske kompromisser, men skal man gå for meget kompromis med sig selv som menneske, begynder det at blive farligt. Og det kan der nemt blive meget af på Christiansborg.

- Jeg respekterer dem, der siger deres ærlige mening. Nogen af dem jeg er mest uenig med, kan jeg godt have størst respekt for. Bertel Haarder, Anders Samuelsen, Rasmus Jarlov og Mogens Lykketoft for eksempel. Nogen gange sidder jeg og tager mig til hovedet, når de udtaler sig, fordi jeg er så uenig med dem. De tager en masse knubs, men jeg er ikke i tvivl om, at de mener hvert eneste ord, de siger, siger Rene Gade.

Men det er jo netop folk, der har været mange år i politik, du nævner der. Burde du ikke blive og lære det politiske håndværk ligesom dem?

- Jeg vil slet ikke lære det politiske håndværk og det politiske spil. Jeg synes, det er usundt. Vores politiske system er usundt.

Sagen om Irak-kommissionen

De borgerlige politikerne synes, ifølge TV 2's Thomas Funding, at de har brugt Alternativet i det politiske spil. Læs videre og bedøm selv:

Venstre-regeringen aflyste Irak-kommissionen og så var spørgsmålet: hvad skulle man gøre af den del af de indsamlede dokumenter. Skulle de offentliggøres eller arkiveres?

Alternativet endte med at gå med i en aftale om, at kun en lille gruppe forskere kunne få adgang til de ikke-fortrolige dokumenter, men at de vil forblive skjult for offentligheden. 

De borgerlige politikere troede jo ikke deres eget held, at de fik dig til at gå med på det her. De følte jo virkelig, at de havde taget dig og Alternativet til fange med en smart manøvre i det her. Hvad tænker du om det?

- Som jeg også sagde til daværende justitsminister Søren Pind, da vi sad og forhandlede om det, så vidste jeg godt, at man købte Alternativet til at blåstemple en aftale, der ellers kun blev indgået af regeringen og dens støttepartier.

Det gjorde det jo sværere for SF og Enhedslisten at angribe aftalen, fordi I gav den rygdækning ude på venstrefløjen.

- Vi er jo ikke på venstrefløjen, men jeg forstår, hvad du mener.

- Regeringen nedlægger Irak-kommissionen – det er helt skandaløst. De vil ikke genåbne den. Hvad skal vi så gøre, mens vi venter på en ny regering, der vil?, spørger René gade retorisk.

Er det så virkelig os, der er de skøre, fordi vi mener, at man skal holde sit ord, så der kan laves aftaler på tværs af blokkene - uden at man bliver udstillet som en tosse?

René Gade, Alternativet

Der var flertal for et forslag om, at gøre de ikke-fortrolige dokumenter tilgængelige for pressen. Dokumenter der i forvejen kunne søges aktindsigt i. Det, mente Alternativet, var så amputeret en aftale, at det nærmest ikke kunne nytte at stemme for den. Man kunne ikke bruge den aftale til noget.

- Vi blev enige om, at vi ville sælge vores navn, hvis vi til gengæld fik skrevet ind i aftalen, at Irak-kommissionen kan genåbnes til hver en tid, at der skal to bestemte forskere med i teamet, og at alle partier skal have vetoret i udnævnelsen af holdet, siger René Gade.

Det var det, som de borgerlige partier, i hvert fald over for mig, grinede af. Når I insisterer på at lave politik på den måde, risikerer I så ikke at blive nyttige idioter i de andres spil?

- Jeg vil godt tage en masse tæsk for noget, der lyder dumt, hvis det ER godt. Siden er der så sket det, at man højt og flot lyver om, hvad der står i aftalen. På skrift står der, at der skal være enighed om forskerteamet, men det var man ligeglad med, fortæller Rene Gade og forklarer, hvordan de store partier og den pågældende minister i situationen spillede med musklerne og deres bedre adgang til medietid og ignorerede aftalen om vetoret.

Det er jo det jeg mener: I blev brugt i et spil dengang?

- Kan du ikke godt se, hvor det leder os hen? Hvis en minister kan lave en aftale om Danmarks krigsdeltagelse og så lyve om det, selvom det står sort på hvidt? Hvis man accepterer i Danmark, at det er måden at føre politik på – at det er det gode? Og er det så virkelig os, der er de skøre, fordi vi mener, at man skal holde sit ord, så der kan laves aftaler på tværs af blokkene, uden at man bliver udstillet som en tosse?

Burde andre følge dit eksempel og ikke genopstille?

- Det kommer an på, hvorfor man er her. Jeg er her for at forandre noget. Hvis jeg bliver valgt ind igen en anden gang, så kan det være, at noget har ændret sig. Men som du kan høre: den kontrast, det du møder mig med… Hvis man skal holde til det dag efter dag og stadig tro, på at man har ret, så kan det godt slide på én.