Politik

Frifundet for at kalde Støjberg ’fascist’

Københavns Byret har slået fast, at man godt må råbe ’fascist’ af udlændingeminister Inger Støjberg.

Man må gerne råbe ’fascist’ af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Man skal bare gøre det spontant og rette det mod politikeren Støjberg og ikke privatpersonen. Det har Københavns Byret slået fast i en afgørelse den 20. december.

I afgørelsen lægger retten vægt på, at råbene kom spontant, da de to kvinder passerede Inger Støjberg på gaden, da ministeren besøgte Mucki Bar på Nørrebro tilbage i maj måned. Derudover lægges der vægt på den danske ordbogs definition af betegnelsen 'fascist', og at råbene var rettet mod Inger Støjberg som politiker og ikke privatperson. 

Det skriver forsvarsadvokat Thorkild Høyer.

Først var der tvivl om, om kvinderne havde råbt ’nazist’ eller ’fascist’ efter Støjberg, men retten endte altså med at lægge til grund, at det var ordet ’fascist’, der røg gennem luften.

Det er advokatfuldmægtig Kaaveh Piroz, der har ført sagen. Han forklarer, at udfaldet godt kunne have været anderledes, hvis der var blevet råbt ’nazist’ i stedet.

- Det der blandt andet gør, at de bliver frifundet er, at det er en såkaldt værdidom. Du siger, hvad du mener om noget, men du siger det ikke som et faktum. Når noget bliver sagt som et faktum, for eksempel som når Jørgen Dragsdahl bliver kaldt KGB-agent, så er det en anden sag, forklarer han.

Man må råbe mere af politikere end af politiet

En af de afgørende faktorer i sagen om Støjberg er, at hun er politiker, og endda en regeringsrepræsentant, forklarer Kaaveh Piroz.

- Politikere, meningsdannere og mediefolk er dem, der nyder den videste ytringsfrihed og det betyder også, at de skal finde sig i mere. Og det bliver også afvejet i forhold til hvor meget de selv deltager i debat, og hvilke ytringer de selv kommer med, siger han.

Sagen om ’fascist’-råbene efter Støjberg er ikke en stor sag rent strafferetligt. Var de to kvinder blevet kendt skyldige, kunne de maksimalt have fået en bøde og episoden ville ikke engang komme på straffeattesten. Men sagen er i høj grad principiel, siger Piroz.

- Det er afgørende, hvem man tilråber. Det er stadig ulovligt at kalde en betjent fascist. I retten blev der henvist til Inger Støjbergs politik med smykkelov og teltlejre, der kan knytte tankerne til fascistiske regimer, siger Kaaveh Piroz.

Inger Støjberg besøgte Mucki Bar på Nørrebro efter ejeren var stået frem og havde fortalt om gentagne episoder med smadrede ruder, ting der bliver kastet ind ad døren og truende tilråb.