Politik

Jysk landmand giver ministeren svar på tiltale

En svineproducent i Jylland er dybt uenig med beskæftigesesminister Troels Lund Poulsen om brugen af østeuropæiske arbejdere i Danmark.

Når landets største økologiske griseproducent, Hestbjerg Økologi ved Holstebro, holder julefrokost, så foregår samtalen omkring bordet på mange forskellige sprog. 18 ud af 28 ansatte kommer nemlig fra Rumænien.

Ejeren af Hestbjerg Økologi, Bertel Hestbjerg, er særligt glad for den motivation og arbejdsmoral, han finder hos de unge østarbejdere. Og så er det en nem måde, at finde god arbejdskraft.

- Da jeg først kom til at kende nogle rumænere, der kender nogen, som gerne vil, så er det en nem måde at rekruttere på.

De mange østarbejdere er ikke kun at finde hos Hestbjerg Økologi, for antallet af østarbejdere i hele landet er næsten fordoblet på bare fem år. I løbet af det seneste år har 119.000 borgere fra Østeuropæiske lande arbejdet i Danmark, hvor det i 2011 kun var godt 66.511 østarbejdere.

Ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen viser det, at der er masser af arbejde til ledige danskere og opfordrer arbejdsgiverne til at besætte jobbene med danske hænder.

Østarbejdere tager job fra danskerne

Beskæftigelsesministeriet anslår, at omkring halvdelen af de 119.000, der har arbejdet i Danmark i løbet af 2016, har besat et ufaglært job. Ifølge Troels Lund Poulsen er det godt, fordi det er med til at skabe vækst.

- Men det er også skidt, for halvdelen af de 119.000 er altså ufaglærte jobs, som sagtens kunne beklædes af for eksempel de kontanthjælpsmodtagere, der er klar til at gå ind på arbejdsmarkedet.

I sidste ende skal alle yde et bidrag siger ministeren, for det gælder om at skaffe den arbejdskraft, der mange steder begynder at være mangel på.

- Derfor bliver vi nødt til alle sammen at anstrenge os. Både dem, der ikke har et job, os som politikere, men også de arbejdsgivere som måske ikke er gode nok til at rekruttere medarbejdere i Danmark, siger Troels Lund Poulsen.

Klar besked til ministeren

Bertel Hestbjerg er dog lang fra enig med beskæftigelsesministeren. Han har et helt klart svar til ham:

- Det siger ministeren, fordi han er afhængig af, at DF synes, at den politik han fører, at den er okay, for det tror jeg ikke på, at han mener. For han ved godt, at jeg ikke kan erstatte ti af mine dygtige rumænere med 10 kontanthjælpsmodtagere, siger Bertel Hestbjerg.

Regeringen fremsætter i næste uge et lovforslag om en jobpræmie, der skal få flere langtidsledige til at komme i arbejde.