Politik

Skatteminister klar med ny plan: Sådan skal momssvindel bekæmpes

Skatteminister Karsten Lauritzen vil fredag præsentere en plan, der skal styrke kontrollen med negativ moms.

Op mod 95 milliarder kroner. Så meget kan statskassen være gået glip af som følgende af manglende kontrol med negativ moms.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil fredag præsentere 17 initiativer, som skal styrke kontrollen med negativ moms.

Blandt andet ophæves beløbsgrænsen på 10.000 kroner.

Planen kommer, efter at Statsrevisorerne på det skarpeste har påtalt, at Skats kontrol med udbetaling af negativ moms har været helt utilstrækkelig.

Dermed er Statsrevisorerne ude med noget af den skarpeste kritik, de har i arsenalet.

Kritikken går på, at Skat har ført en alt for lemfældig kontrol med den moms, virksomhederne har fået udbetalt som refusion.

Der er sket en stor stigning i udbetalingen af negativ moms. Den er i perioden fra 2009 til 2015 steget fra 140 milliarder til cirka 235 milliarder kroner, og dermed er der potentielt svindlet for op mod 95 milliarder.

Det er ikke dokumenteret, at der rent faktisk er svindlet, men det kan heller ikke afvises, siger statsrevisorformand Peder Larsen (SF).

Han henviser til, at der er sket en stor stigning i udbetalingen af negativ moms.

- Skat har ikke været i stand til at forklare den stigning, konstaterede han i forbindelse med offentliggørelsen af kritikken.

Fredag møder skatteministeren partierne for at indlede arbejdet med at rettet op på kontrollen. Og det sker altså med forslag om 17 konkrete initiativer.

Her er de 17 punkter: 

Styrket kontrol:

1. Analyse af behovet for yderligere kontroller, allerede når virksomheder registrerer sig.

2. Beløbsgrænsen på 10.000 kroner ophæves.

3. Analyse af ressourcer, værktøjer, fejlandele og -beløb til udbetalingskontrol.

4. Arbejdsgangsbeskrivelser vedrørende visitering.

5. Styrkede interne kontroller i udbetalingen af negativt momstilsvar.

6. Analyser af fejlandele og fejlbeløb i populationen til anvendelse i det fremadrettede arbejde.

7. Øget kontrolindsats med de største udbetalinger.

8. Vurdering af behovet for yderligere tiltag målrettet nystartede virksomheder.

Bedre momsangivelse:

9. Forbedret vejledning, herunder hjælpetekster og brugervejledninger inden for eksisterende felter i TastSelv Erhverv.

10. Bedre kontrol med inddata, så kommafejl, tastefejl med videre opdages automatisk direkte ved angivelse.

Forbedret risikobillede:

11. Styrket kobling mellem de identificerede risici og aktiviteter.

12. Erfaringer fra fejlstatistik og complianceundersøgelser inddrages i det samlede risikobillede.

13. Der gennemføres effektmålinger på gennemførte kontroller.

14. Optimering af segmentstrategier.

15. Øget fokus på svigkoncepter, herunder internationalt samarbejde.

16. Udarbejdelse af et tværgående risikobillede på momsområdet.

Udbygning af finansiel afrapportering:

17. Rapporteringsmodel for levering af aktuel, præcis og handlingsorienteret finansiel ledelsesrapportering på momsområdet.