Giftig stemning på Borgen: Nødhjælp til Syrien endte som slagsmål

Rød og blå blok endte i et særdeles giftigt slagsmål omkring nødhjælp til Syrien.

Det var ment som en hjælpende hånd i en ekstrem situation.

Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen gik i går eftermiddag på TV 2 News og kundgjorde et forslag om 200 millioner kroner til de svært martrede civile i Aleppo.  En samlet rød blok i Folketinget ønskede at, at pengene til nødhjælp skulle tages fra reserverne i Finansministeriets gemmer.

Tidligere på dagen havde den endnu uprøvede udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ytret til News, at ”vi kan ikke gøre noget lige nu”. Han kaldte samtidig situationen i Aleppo for ”uløselig”.

Og nu ønskede en samlet rød blok i praksis at vise, at man altså godt kan gøre noget lige nu.  

Men straks efter forslagets fødsel begyndte uroen at ulme i rød blok.

For Socialdemokratiet stod i virkeligheden ikke fadder til idéen - forældremyndigheden tilhørte retteligt De Radikale. De havde siden morgenstunden havde forsøgt at samle blokkens fodslag om nødhjælpen. 

Derfor gik udenrigsordfører Martin Lidegaard straks på News for at berette om, hvorfor Syrene i Aleppo nu skulle have ekstraordinær hjælp – og tilføjede i en bisætning, at det kom på radikal foranledning.

Folketingsgruppen fulgte op på Twitter, hvor det udelukkende blev nævnt som et radikalt forslag.

Stemningen mellem de to partier, var mildt sagt ikke lun. Beskyldningerne om tyveri og urent spil flød på de indre linjer.

Lidt forladt stod spørgsmålet, hvordan regeringen ville agere på forslaget.

Rød blok behøvede dog ikke vente længe for et svar.

Klokken 19.28 skrev udviklingsminister Ulla Tørnæs en status på Facebook:

”Jeg er godt nok vred over, at politiske drillerier står i vejen for, at vi kan få nødhjælp afsted til mennesker, der er fanget på noget, der nok bedst kan beskrives som helvede på jord.” 

Hendes vrede var rettet mod et såkaldt aktstykke i Finansudvalget, som skulle sende knap 500 millioner kroner til ”humanitær hjælp til Syrien og nærområdet”.

På grund af en række spørgsmål fra oppositionen var aktstykket blevet udsat en uge. Og altså et udtryk for politisk drilleri af værste skuffe, ifølge Tørnæs.

Hendes formulering ”og nærområdet” er central. For det er nemlig kun 50 millioner kroner ud af de 500 millioner kroner, der skal gå specifikt til NGO’er i Syrien – og ikke særegent Aleppo.

Resten skal gå til Irak, Afrikas Horn og en række andre langsigtede projekter i Mellemøsten.

Ulla Tørnæs’ opdatering blev fulgt op af et lignende angreb fra finansminister Kristian Jensen på TV 2 News.

Og sådan begyndte et sjældent bittert opgør i Folketinget, da oppositionens forslag om 200 millioner kroners ”nye penge” til Aleppo ramte Folketingssalen i formiddag.

Finansministeren gentog fra talerstolen sin anklage om at forhale vigtige penge til nødhjælp.

Ordførerne svarede igen og beskyldte regeringen for at svigte befolkningen i Aleppo.

”Finansministeren gør politik grimmere end nødvendigt. Aleppo bløder og regeringen driver taktik og spreder formalistiske tåger,” skrev SF’eren Karsten Hønge på Twitter.

”Den mest uværdige debat vi har i Folketinget lige nu,” mente Sofie Carsten Nielsen fra De Radikale.

Da finansminister Kristian Jensen skulle forklare, hvorfor regeringen ikke ville stemme for de 200 millioner kroner til Aleppo – men altså ønskede at sende 500 millioner kroner til hele regionen – greb han til følgende ordvalg:

”Det bliver en diskussion om flødeskum med flødeskum på.”

Om de civile i Aleppo også ser den danske debat om nødhjælp som en diskussion om flødeskum er uvist. Men sikkert er det, at angrebene på talerstolen herefter blev særdeles bitre.

Og da der skulle stemmes om forslaget, var det kun én stemme, der afgjorde valget.

Mens der stemmes i Folketingets talerstol, er der en kort periode, hvori medlemmerne kan trykke på den røde eller grønne knap.

En enkelt venstremand stemte først forkert og trykkede på den grønne knap - så der et kort øjeblik var flertal til rød blok – og 200 millioner kroner på vej til Aleppo.

Men han opdagede sin fejl og nåede at trykke rødt, inden tidsfristens udløb.

Og således stemte 56 parlamentarikere imod, mens 55 stemte for 200 millioner kroner i ekstraordinær nødhjælp til Syrien.  

Hos Dansk Røde Kors så generalsekretær Anders Ladekarl undrende til under slagsmålet og udsendte følgende tweet:

”Kære Folketing – hold nu op med at skændes om hjælp til Aleppo, når I er enige om at hjælpe – få hjælpen afsted NU."