Politik

Funding om opsigtsvækkende udtalelser: Siger Samuelsen i virkeligheden bare sandheden?

Oppositionen langer ud efter udenrigsministeren, der har udtalt, at Vesten ikke kan gøre noget for at ændre situationen i Aleppo.

Verdens øjne er rettet mod den syriske millionby Aleppo. Her udspiller, ifølge FN og en lang række hjælpeorganisationer, sig en humanitær katastrofe, blandt andet med systematiske henrettelser af civile.

Men Vesten kan reelt intet gøre i den aktuelle situation, lød det onsdag morgen fra udenrigsminister Anders Samuelsen.

- Jeg tror, det er en uløselig situation. Når først Assad (Syriens diktator, red.) og Rusland beslutter sig for at sætte sig fuldstændig på det, så er der ikke meget for vestlige demokratier at gøre, lød det blandt andet fra den nye udenrigsminister.

Morten Østergaard vil have en forklaring af udenrigsministeren.

Funding: Siger Samuelsen bare sandheden?

TV 2s politiske analytiker Thomas Funding kalder udtalelserne for usædvanlige.

- Udenrigsministre er en del af diplomatiet, og de kommunikerer ikke kun med befolkningen herhjemme, men også globalt, når de stiller sig op foran et kamera. Og der har linjen fra de andre europæiske udenrigsministre jo været hele tiden at understrege presset på Rusland, og at de skyldige skal retsforfølges. Det undlader Anders Samuelsen at fokusere på i det interview. Det vil jeg mene er en fodfejl, siger Thomas Funding og fortsætter:

- Men omvendt er der også folk på Christiansborg, der siger, at Anders Samuelsen bare siger sandheden. Måske kunne der have været gjort noget fra Vestens side for flere år siden, men på nuværende tidspunkt står vi i den situation, hvor vi reelt ikke kan gøre noget. Vi kan godt indkalde en ambassadør, vi kan godt rejse sagen i FN’s sikkerhedsråd, men det batter ingenting. Det er bare usædvanligt, at en udenrigsminister taler på den måde.

Oppositionen kræver forklaring

Dén udmelding er dog blevet mødt med markant kritik.

- Det passer ikke, siger Socialdemokraternes udenrigsordfører Nick Hækkerup og fortsætter:

- Udenrigsministeren skal lade være med at lægge ansvaret fra sig. Danmark er et lille land, og vi kan ikke flytte verden alene. Men vi kan gøre noget. Og det, udenrigsministeren kan gøre, er at kalde den russiske ambassadør til møde og fortælle ham i utvetydige vendinger, at det her tager Danmark på alle mulige måder afstand fra. Og at dem, der begår forbrydelserne, vil blive retsforfulgt.

Socialdemokraterne langer ud efter Anders Samuelsen, der har sagt at Vesten ikke kan gøre noget i forhold til Syrien

Det Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard har, på baggrund af udtalelserne, bedt Anders Samuelsen om en såkaldt hasteredegørelse.

- Det er altså bekymrende, hvis vi har en udenrigsminister, som mener, at vi ingenting kan gøre. Der er rigtig meget at gøre. Der er utrolig meget menneskelig lidelse, der kan afhjælpes, til trods for den årelange passivitet. Og derfor har vi brug for at få udenrigsministeren til at komme i Udenrigspolitisk Nævn og få redegjort for sit og regeringens synspunkter og forhåbentlig få sat dem i gang med at gøre noget konstruktivt.

Heller ikke Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl deler opfattelsen af, at Danmark og Vesten intet kan gøre for at forbedre situationen i det borgerkrigshærgede land.

Samuelsen: Hvad har I tænkt jer?

Trods kritikken står Anders Samuelsen ved sine udtalelser:

- Man kan vende spørgsmålet om: Hvad havde de tænkt sig? Skal jeg sende danske tropper til Aleppo på nuværende tidspunkt?, spørger udenrigsministeren og fortsætter:

- Det vi kan gøre er helt konkret at støtte den syriske opposition. Jeg har et møde med den syriske opposition i morgen. Vi har sendt penge til De Hvide Hjelme (syriske hjælpearbejdere, red.) Og så kan vi gennem EU og FN protestere højlydt

Udenrigsminister Anders Samuelsen(LA) holder fast i sine udtalelser trods kritik.