Prisen for Europol-aftale: Danmark skal blive i Schengen
EU-kommissionen stiller som krav for Europol-tilbud, at Danmark fortsat er med i grænsesamarbejdet Schengen, erfarer TV 2.
EU-kommissionen stiller som krav for en kommende Europol-aftale, at Danmark forbliver i Schengen-samarbejdet, erfarer TV 2.
Om kravet er direkte formuleret i aftaleteksten vides endnu ikke. Det kan også være indirekte krav stillet af kommissionen.
Schengen-samarbejdet skal blandt andet sikre, at det er åbne grænser mellem landene. Dansk Folkeparti har før udtrykt ønske om, at Danmark skal være medlem af Schengen på en måde, der tillader grænsekontrol som den, vi har midlertidigt nu. Om det kan lade sig gøre, efter en ny aftale om Europol er indgået, er usikkert.
- Kommissionen sender et meget klart politisk signal om, at den her aftale kapsler Danmark ind. Vi har fået mere, end kommissionen ville give til at starte med, siger TV 2 EU-korrespondent Lotte Mejlhede.
Derfor bliver der altså også stillet ekstra betingelser til Danmark i den særaftale, der er på vej.
. Det skal være helt klart, at vi er et EU-land, og vi er et Schengen-land. EU vil ikke risikere, at særaftalerne danner præcedens. Især ikke i forhold til Storbritannien, der skal til at forhandle særaftaler snart, siger Mejlhede.
Signalet fra EU-kommissionen skulle altså ikke være til at misforstå: Okay, Danmark, I får den her aftale, men så er I også HELT med på alle andre områder.
DF: Kun Schengen med grænsekontrol
Dansk Folkeparti ønsker en situation med fuld, permanent grænsekontrol, og der står Schengen-reglerne i vejen, konkluderer formand Kristian Thulesen Dahl.
- Storbritannien er på vej til at melde sig ud af EU, men de er medlemmer af både Europol og Schengen, men har grænsekontrol. Det er en model, vi rigtig godt kunne tænke os. Og hvis Storbritannien opnår en bedre aftale end den Danmark ser ud til at kunne få nu, så er det jo interessant for os at spejle os i, siger han.
Torsdag middag har alle partiledere været til møde i Statsministeriet, hvor Lars Løkke Rasmussen orienterer dem om tilbuddet fra EU.