Politik

Løkke: Danmark må tage imod EU-aftale nu - senere kan vi tage en folkeafstemning

Statsministeren anbefaler, at Danmark følger det tilbud om en aftale om Europol, som EU nu har lagt på bordet. 'Det er brugbart', lyder det.

Det er ikke så godt, som hvis vi var fuldt medlem af Europol, men det kan fungere.

Sådan er meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen efter EU har givet Danmark et tilbud om en særaftale om Europol.

- Det ville havde været at foretrække at blive i Europol. Min samlede anbefaling er, at vi følger den her aftale. Og vi kan jo vende tilbage og tage en folkeafstemning senere, siger statsministeren.

Han kalder aftalen 'brugbar', men ikke så god, som hvis vi har fuldt medlem.

- Det kan fungere og betyder, at dansk politi kan forblive en samarbejdspartner i Europol. Der skal en mellemmand på, når vi skal søge i registrene, men i praksis kan det være en velfungerende aftale, siger Løkke.

Lars Løkke Rasmussen bekræfter også, at EU-Kommissionen har stillet som betingelse for en aftale, at Danmark er medlem af EU og medlem af Schengen. Begge dele er tilfældet nu, men Danmark er ikke fuldt medlem af Schengen. Med den nye aftale vil EU gøre det sværere for Danmark for eksempel at etablere permanent grænsekontrol.

Partilederne mødes med statsministeren igen i begyndelsen af næste uge, hvor de forhandler videre om Europol-aftalen.