DF’er præciserer: Man skal ikke skyde DIREKTE på bådflygtningene
Skud tæt på bådflygtninge skal være sidste advarsel, før man border bådene og tvinger dem til at vende om, lyder det i en præcisering fra DF'eren.
Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth er kommet lidt galt afsted med en udtalelse om, at man skal kunne skyde mod bådflygtninge, der krydser den europæiske grænse.
Efter heftig kritik præciserer han nu: Man skal ikke skyde direkte MOD gummibådene.
- Min intention var, at man principielt kan afgive varselsskud mod både, der forsøger at komme ind i europæisk søterrritorium. Det skal varsles, at der er en grænse, og den er man på vej til at overskride, siger Berth torsdag morgen til TV 2.
Normalt er et varselsskud noget, man affyrer, inden man skyder for at ramme. Men det er ikke meningen med forslaget fra DF'eren, siger han.
- Bagefter border man bådene og får dem til at vende om, og det er det, der skal til i virkeligheden. Vi har ikke andre udveje end at standse den store tilstrømning, der er til Europa, siger Kenneth Kristensen Berth.
Varselsskud er varsel om vold
Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen tror ikke på, at DF'erens forslag er den rigtige måde at løse problemet med tilstrømningen af flygtninge.
- Jeg er enig i problemstillingen - at vi skal gøre noget for at stoppe menneskesmuglere og stoppe, at mennesker hopper i bådene og sætter livet på spil. Men vi skal ikke ty til vold, siger Ellemann.
Han køber ikke forklaringen om, at varselsskuddene blot skal ske op i luften og så sker der ikke yderligere, hvis flygtnigene i bådene ikke reagerer på det.
- Der er ikke noget, der hedder varselsskud. Du affyrer et varselsskud, fordi du kort tid efter vil gøre noget endnu mere forfærdeligt. Det har jeg da været i militæret i mange nok år til at vide. Et varselsskud er et varsel om vold, siger han.
Kenneth Kristensen Berth uddyber, at man ikke skal skyde direkte mod bådene, men istedet op i luften.
Du kan se det oprindelige interview med Kenneth Kristensen Berth her.