Politik

Samuelsen: Den største udfordring er angsten for globalisering

På sin første rejse som udenrigsminister – er det angsten for globaliseringen – som Anders Samuelsen betegner som den største udfordring for verden.

I disse dage repræsenterer Liberal Alliances formand Anders Samuelsen for første gang Danmark som udenrigsminister. Turen går til Nato-hovedkvarteret, som ligger i EU's hovedstad Bruxelles, og derfor må ministeren også erkende, at han har fået ”vagten” i en af de mest spændende, men også mest udfordrende tider i nyere historie.

Der er derfor mange konflikter at vælge mellem, da TV 2s korrespondent Lotte Mejlhede beder ham udpege den udfordring, som han ser som verdens største.

- Jeg ser en kæmpe udfordring i at forklare befolkningen fordelene ved globalisering. Når vi som politikere ikke kan løse den opgave, så har vi en tendens til at spille bolden over i hænderne på populisterne, siger Anders Samuelsen og tilføjer, at det i bund og grund er befolkningen, der bliver taberne i det spil.

Vi skal både fortælle plusserne ved globalisering, men også at man er bevidst om udfordringerne ved globalisering, og at man har nogle løsninger herpå, det er virkelig vigtigt.

Dét sagt på et tidspunkt, hvor vi også skal bekæmpe ISIL, der er Brexit og en trussel fra Putin i Øst. Men du nævner angsten for globalisering. Hvorfor?

- En del af den består i, at vi ikke forstår en konflikt som den i Syrien, at vi ikke forstår det pres, der kommer fra ISIS. Og der kan det nogle gange være nemt at sige, at vi lukker os inde – og at vi er os selv nok. Det tror jeg ikke er vejen frem. Det, at vi er i en globaliseret tid, det giver os nogle stærkere muskler også til at bekæmpe ISIS – og det er en af fordelene ved globalisering.

- Folk glemmer at fortælle historien om, hvor massivt globalisering og frihandel har været med til at mindske fattigdom i verden – vi er gået fra, at 40 procent af verdens befolkning levede under FN’s fattigdomsgrænse til, at det nu er 10 procent, der gør. Det er jo en fantastisk historie, som vi skal huske at fortælle, samtidig med at vi skal vise forståelse for, at folk kan føle sig pressede i deres hverdag.

Vi har et Europa, som folk siger står i årtiers krise. Brexit, den økonomiske situation i nogle lande mod syd, en højre-nationalisme som er på stigende fremmarch i Europa. Hvad frygter du mest lige nu i forhold til Europa?

- Jeg frygter venstreekstremisme og højreekstremisme. Jeg frygter det populistiske svar i forhold til, hvordan vi sikrer vores tryghed, frihed og fremtidsudsigter. Det er på tide, at vi som politikere begynder at sætte en meget mere positiv dagsorden med en bevidsthed om, hvad det er for nogle udfordringer, vi står overfor. Hvis vi tør at gøre det, så tror jeg på, vi får et ægte modsvar til populismen. Populismen har lette vilkår i øjeblikket, fordi det er en kompliceret verden, og der er mange ting, som møder os i vores hverdag, som udfordrer os som borgere, og hvor der er mange, som med god grund er bange for, hvad der skal ske.

Se hele interviewet med Anders Samuelsen i videoen her.