Skaarup om Thyra Frank: - Jeg er slet ikke imponeret
Støttepartiet er ikke imponeret over den nye ældreminister - og kræver flere penge til ældreområdet.
Ældreministeren i den nydannede VLAK-regering høster nu kritik fra sit parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti.
Det sker efter, at Thyra Frank (LA) i et interview med TV 2 Nyhederne søndag gjorde det klart, at ældreområdet først og fremmest er kommunernes ansvar – og altså ikke hendes som minister for ældreområdet.
- Jeg er slet ikke imponeret, det må jeg bare sige, siger gruppeformand Peter Skaarup (DF) til TV 2 kort før dagens maratondebat i folketingssalen, hvor den nydannede regering er til debat.
To udfordringer
Ifølge Peter Skaarup er der to udfordringer for den nye minister, der er havnet i et veritabelt stormvejr oven på TV 2-interviewet søndag.
- Dels har vi en ældreminister, der siger, at det kan hun ikke gøre ved. Det andet er selve bevillingerne – altså antallet af varme hænder, der hjælper i ældreplejen, der er for lavt. Det skal vi have gjort noget ved, og begge dele håber jeg, bliver sat på plads under debatten i dag, siger han.
Thyra Frank har – mener Peter Skaarup – fået en dårlig start på ministertiden.
- Man må som minister stå ved sit ansvar. Ansvaret, man har som ældreminister er at sikre, at kommunerne gør det, de skal. Og der er problemer i nogle kommuner, men så må regeringen og Folketinget jo komme og sige til de kommuner, at det ikke er godt nok, siger han.
Også SF kritiserer skarpt Thyra Frank.
- Når man får den ære at være minister for ældreområdet, der er så afgørende vigtigt, så har man også tager ansvaret for at se problemerne i øjnene. Og der er problemer på plejehjemmene. Der er ikke tid nok for de ansatte til at tage sig af de ældre, og det skal ministeren adressere, siger gruppeformand Jacob Mark (SF) til TV 2.
LA: Hun gør lige det, hun skal
Ikke overraskende er tonen en helt anden fra Liberal Alliances nyudnævnte politiske ordfører Christina Egelund.
- Vi har fået en ældreminister, som gør det, hun skal – nemlig ikke at give de samme papegøjesvar, som vi har hørt gennem årtier. Svar, som har ført til, at vi har en nogen steder dårlig ældrepleje, nemlig automatsvaret, at vi bare skal sende flere penge, lave nogle flere regler eller have mere tilsyn, siger hun til TV 2.
Ifølge Liberal Alliance handler det nemlig ”ikke nødvendigvis” om flere penge, men om en holdningsændring i ældreplejen.
- Jeg synes egentlig, det er fint, at vi har en ældreminister, der har 37 år lang erfaring fra ældreplejen også sætter holdninger på dagsordenen. Det er ikke nok med flere penge.
Engell: Grotesk interview
Politisk kommentator Hans Engell kalder søndagens interview med Thyra Frank for ”helt grotesk”.
- Hele interviewet var jo grotesk, fordi hun ikke tog ansvar, siger han og uddyber.
- Når regeringen nu har besluttet at oprette et ministerium for ældre, så sender det et signal om, at området har særlig prioritet. Og så nytter det ikke noget, at man har en minister, som frasiger sig sit ansvar, siger han, der spår hende en hård tid som minister.