Her lister politiker 22 sange ind i sin tale
Under dagens maratondebat i Folketinget var politisk ordfører Mette Abildgaard (K) i den grad i det musikalske hjørne.
Folketingsmedlemmerne bør være varsomme med at slynge alt for meget om sig med citater, når de taler i folketingssalen, fremgår det af Folketingets forretningsorden.
Men der er ingen regler for det, man må kalde en ganske flittig brug af sangtitler i sine taler – og det tog Mette Abildgaard (K) bestik af, da hun i dag holdt sin ordførertale under debatten oven på dannelsen af VLAK-regeringen.
- Sikken dejlig dag, det er i dag, begyndte Abildgaard – og fortsatte med at konstatere, at ”det er så yndigt at følges ad”, også selv om man ikke blot er to, men som i tilfældet VLAK-regeringen faktisk hele tre parter i ’ægteskabet’.
Det kan man kalde kærlighed, eller ”lige hvad man vil”, som troubadouren Lars Lilholt formulerer det – men set med konservative briller var regeringsdannelsen sidste mandag ”den dejligste morgen i 100 år”.
Ikke bare "Guld og grønne skove"
Store ord fra et parti, der har 101 år på bagen, og som endda har haft statsministerposten i en enkelt periode under Poul Schlüter i 1980’erne.
Når morgenen var så god forleden, skyldes det de grønne aftryk på regeringsgrundlaget, forklarede Mette Abildgaard videre. Det er ikke blot ”Guld og grønne skove,” sagde hun.
Forleden kunne Berlingske Business fortælle, at regeringen giver de grønne virksomheder julelys i øjnene.
- Næsten for godt til at være sandt, tænker nogle måske – men ”det sørme, det’ sandt, december,” sagde Mette Abildgaard, der vil have gang i væksten, så Danmark ikke sakker bagud i forhold til vores nabolande.
- Sådan er kapitalismen. Money, money, money, sagde hun og trak dermed både Per Dichs gamle klassiker fra 1950’erne og ABBAs mere moderne, men stadig lidet skjulte kapitalisme-kritik ind i talen.
Velstanden er forudsætningen for velfærd, understregede hun.
- Påstår man andet, er der tale om ”Magi i luften”.
Ikke tale, bare snakke (om vækst)
Apropos Folketingets regler, så burde der ifølge Mette Abildgaard føjes endnu en til samlingen. Eksemplificeret ved Peter Sommer.
- Vi skal ”ikke tale, bare snakke – vi skal handle – og sikre, at væksten kommer ”vest for Valby Bakke”.
Med Mai Mercado som ny konservativ børne- og socialminister får færre forhåbentlig anledning til at spørge, ”Hvor skal vi sove i nat?”, og med partiformand Søren Pape Poulsen i Justitsministeriet, står det også helt klart, at ”vi vil fred her til lands”, sagde hun. Og ikke kun til midsommer, forstås.
Et lille svirp til Dansk Folkeparti blev det ogsĂĄ til.
- ”Nu hvor I har brændt os af”, og det derfor ”er jer, der står derude og banker på”, så er vores bøn til Dansk Folkepartis formand, hr. Kristian Thulesen Dahl: ”Sig, du kan li’ os”, sagde hun og beklagede den direkte tale. Men sådan kan det jo gå, når Tøsedrengene også lige skulle med.
Hun forstår godt, hvis man er ”Nede Mette”, men det er ikke tid til ”at male byen rød” i bedste Birthe Kjær-stil, understregede hun – inden hun sluttede af med at opfordre til spørgsmål fra de politiske kolleger i salen.
- Så må vi se, om det bliver til tonerne af ”Kom lad os brokke os”, sluttede hun med reference til tv·2's klassiker.
- Jeg vidste, folk ville være trætte
Og apropos TV 2, så har vi talt med den sangglade politiske ordfører i aftenpausen.
Mette Abildgaard, der er kommunikationsuddannet, havde egentlig skrevet en helt almindelig tale, men besluttede sig for at peppe den lidt op med de i alt 22 sangtitler.
- Jeg vidste, at jeg kom til at tale på et meget kritisk tidspunkt, hvor de fleste er ved at være rigtig trætte i hovedet. Derfor tænkte jeg, at hvis jeg nu pakker det ind med en smule humor, kunne det være, det gled lidt nemmere ned, siger hun.
Der var ganske stille i salen under Mette Abildgaards tale, der blev afholdt omkring klokken 17.50, sĂĄ noget tyder pĂĄ, at det retoriske greb virkede.