Første måling efter regeringsdannelsen: Blødningen i blå blok synes stoppet
Det lader ikke til, at Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti mister vælgere på at gå i regering.
Det nyslåede regeringstrekløver Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti holder skindet på næsen, og takket være det parlamentariske grundlag i Dansk Folkeparti ser den borgerlige blok ud til at have bremset blødningen hos vælgerne.
Det viser den første meningsmåling efter regeringsdannelsen er faldet på plads, som Megafon har udarbejdet for TV 2 og Politiken.
Trods fremgang på tre mandater til den borgerlige blok i forhold til sidste måling, er styrkeforholdet mellem blokkene dog uændret. Oppositionen kan mønstre 92 mandater (52,8 procent), mens regeringen og Dansk Folkeparti står til 83 (47,2 procent). Den statistiske usikkerhed er her 3,2 procent – og forskellen mellem blokkene er derfor ikke signifikant.
Små bevægelser i blå blok
Mens det regeringsbærende parti Venstre med 31 mandater går lidt tilbage i forhold til sidste måling, lykkes det Liberal Alliance at holde på sine 11 mandater på tinge. Også Det Konservative Folkeparti ligger stabilt på syv mandater – hvilket er ét mandat mere end i dag.
Ingen af partierne lader altså til at blive straffet som følge af, at de nu er gået i regering.
- Der er ikke noget, der tyder på, at det flytter det store. Bevægelserne er ganske små i den borgerlige blok, siger TV 2s politiske redaktør Anders Langballe.
Her skal man dog have in mente, at der går noget tid inden en ny politiske situation slår igennem.
- Målingen her er hentet hjem efter at regeringen er landet, men det er stadig på et tidspunkt, hvor vi ikke kan være sikre på, at den nye regering er slået igennem i målingen, siger Anders Langballe.
Hos regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, kan man glæde sig over en fremgang siden sidste Megafon-måling, men sammenligner man med valgresultatet, er der med de 28 mandater i målingen langt op til de 37, partiet fik i fjor.
Det nyeste parti i blå blok, Nye Borgerlige, står til at få seks mandater, hvilket er et enkelt mindre ind i sidste måling.
Alternativet går tilbage
I oppositionen mister Socialdemokratiet et par mandater og står nu til at få 43, mens Radikale Venstre holder skansen med 11. SF går et enkelt mandat frem til ni mandater. Til gengæld går Enhedslisten frem med to mandater til 16, mens Alternativet står for målingens største tilbagegang.
Folketingets lysegrønne parti mister fire mandater og ville få 12, hvis der var valg i dag. Men det får ikke politisk ordfører Rasmus Nordqvist til at hænge med mulen.
- De går op og ned i målingerne. Vi er glade for, at vælgernes tillid stadig er større til os end den var ved sidste valg. Jeg har ikke grund til andet end at smile, siger han til TV 2.
Ved valget fik Alternativet ni mandater i Folketinget.
Målingen er gennemført som en kombineret web- og telefonundersøgelse i perioden 29. november – 1. december 2016. 1.120 repræsentantivt udvalgte danskere har medvirket.