Pape undgår mindretal: Jeg stemmer for, når S, DF og SF fremlægger vores politik

16x9
Søren Pape Poulsen kommer alligevel ikke i mindretal. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix

Justitsministeren hilser hasteforespørgsel velkommen – og vil indkalde til forhandlinger inden jul.

Udsigten til et sviende nederlag under sin første tur i folketingssalen som justitsminister er nu afværget for Søren Pape Poulsens (K) vedkommende.

- Når der nu kommer nogen og lægger regeringens egen politik på bordet og spørger, om vi kan stemme for den, så ved jeg næsten ikke hvad jeg skal gøre andet end at stemme for, siger Søren Pape Poulsen til TV 2.

Der er ifølge justitsministeren brug for nogle justeringer i den tekst, som Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF vil fremlægge under dagens hasteforespørgsel om en rocker-bandepakke, men han kommer til at stemme for den.

Dermed vil et meget bredt flertal i Folketinget stemme for. 

- Man kan ikke have to holdninger om det her

Med vedtagelsen pålægges Søren Pape Poulsen at indkalde til forhandlinger om opstramninger for rockere og bander, som blandt andet skal indeholde mulighed for udvisning af udenlandske bandemedlemmer og yderligere redskaber til bekæmpelse af rockerborge og kriminalitet.

- Jeg er faktisk glad for indkaldelsen. Jeg er glad for, at vi kan vedtage en tekst, som vi alle kan være enige om. Man kan ikke have to holdninger om det her, siger Søren Pape Poulsen og fortsætter.

- Det giver sig selv, at vi skal komme efter banderne. Det skal ikke blive til Christiansborg-fnidder. Det er bare ud over stepperne, siger han.

Ministeren vil – i tråd med vedtagelsen – indkalde partierne inden jul, og efter jul agter at han at fremlægge en ny rocker-bandepakke.